Spring til indhold

Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/134

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

131

Ethiske og det Religiøse. Conseqvent maa Du altsaa hade al Kjærlighed, der vil være en evig Kjærlighed. Du maa altsaa blive staaende ved den første Kjærlighed som Moment. For at denne imidlertid skal have sin sande Betydning, maa den have den naive Evighed i sig. Har Du nu engang erfaret, at det var en Illusion, saa er jo Alt tabt for Dig, uden forsaavidt Du vil arbeide paa at komme ind i den samme Illusion endnu engang, hvilket er en Selvmodsigelse. Eller skulde Dit kløgtige Hoved i den Grad have sammensvoret sig med Din Lyst, at Du aldeles kunde glemme hvad Du skylder Andre? Skulde Du mene, at om det end aldrig lod sig gjentage som den første Gang, saa var der dog endnu en taalelig Udvei; man foryngede sig ved at opleve Illusionen i Andre, saa at man nød Uendeligheden og Nyheden i den Oprindelighed, der var i det Individ, hvis Illusions jomfruelige Bælte endnu ikke var løst? Sligt røber jo ligesaa meget Desperation som Fordærvelse, og da det røber Desperation, saa vil det jo være umuligt her at finde Oplysning om Livet.

Det Første, jeg nu skal protestere mod, er Din Berettigelse til at bruge det Ord „Vane” om den Tilbagevenden, som ethvert Liv og saaledes ogsaa Kjærligheden har. Vane bruger man egentlig kun om det Onde, enten saaledes, at man derved betegner en Forbliven i Noget, der i og for sig er Ondt, eller man betegner en Gjentagelse af Noget i og for sig Uskyldigt med en saadan Haardnakkenhed, at paa Grund heraf denne Gjentagelse bliver noget Ondt. Vane betegner derfor altid noget Ufrit. Men ligesom man ikke kan komme ind i det Gode uden Frihed, saaledes kan man heller ei blive deri uden Frihed, og derfor kan man med Hensyn til det Gode aldrig tale om Vane.

Dernæst maa jeg ogsaa protestere, naar Du for at skildre den ægteskabelige Eensformighed fortæller, at Sligt finder man end ikke i Naturen. Det er nemlig meget sandt; men det Eensformige kan netop være Udtrykket for noget Skjønt, og forsaavidt kan Mennesket være stolt af at være Opfinder deraf; saaledes kan i Musiken den eensformige Takt netop være meget skjøn og af stor Virkning.