Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/15

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

12

jeg vil holde mig overbeviist om, at det guddommelige Forsyn, som hvis ringe Redskab jeg i hiint Øieblik følte mig, vel vilde styre Alt til det Bedste, og selv havde jeg Intet at bebreide mig. Hvor usikkert og svævende Dit Liv er, det vil Du ogsaa kunne overbevise Dig om derved, at Du slet ikke er sikker paa, at det engang vil falde Dig tungt paa Sinde, at Din hypochondre Skarpsindighed og Spidsfindighed kan hexe Dig ind i en Kreds af Conseqventser, som Du forgjæves vil søge at arbeide Dig ud af, at Du vil sætte Himmel og Jord i Bevægelse for at finde den fattige Kone igjen, for at iagttage, hvad Indtryk det har gjort paa hende, „samt paa hvilken Maade hun bedst bør paavirkes”; thi Du bliver altid den Samme, aldrig klogere. Med Din Lidenskabelighed var det vel muligt, at Du kunde beslutte Dig til at glemme Dine store Planer, Dine Studier, kort Alt kunde blive Dig ligegyldigt i Sammenligning med den Tanke, at finde hiin fattige Kone, som maaskee var død og borte for længe siden. Paa den Maade søger Du at bøde paa, hvad Du har gjort galt, og saaledes bliver Din Livs-Opgave i sig saa stridig, at man kan sige, at Du paa engang vil være Skjæbnen og vor Herre, en Opgave, som vor Herre ikke selv kan realisere, thi han er kun det Ene. Den Iver, Du da lægger for Dagen, kun vel være ret roesværdig, men seer Du dog ikke, hvorledes det klarere og klarere viser sig, at det Du mangler, aldeles mangler, er Tro. Istedetfor at frelse Din Sjæl ved at betroe Alt i Guds Haand, istedetfor at skyde denne Gjenvei, foretrækker Du den uendelige Omvei, som maaskee aldrig vil føre Dig til Maalet. Du vil nu formodentlig sige: ja paa den Maade behøver man aldrig at handle; jeg vil svare: jo vist, naar Du veed med Dig selv, at Du har en Plads i Verden, dee er Din, paa hvilken Du bør samle al Din Virksomhed; men at handle saaledes som Du gjør, det grændser jo til Vanvid. Du vil sige, at om Du end lagde Hænderne i Skjødet og lod Gud sørge, saa var Konen dermed maaskee ikke hjulpen; jeg vil svare: vel muligt, men Du var hjulpen, og Konen var det ogsaa, dersom hun ligeledes betroede sig til Gud. Og seer Du da ikke, at dersom