Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/16

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

13

Du nu virkelig tog Reisestøvlerne paa, og vandrede ud i Verden og spildte Din Tid og Din Kraft, saa gik Du Glip af al anden Virksomhed, Noget, der maaskee i en senere Tid atter vilde plage Dig. Men som sagt, denne lunefulde Existents er den ikke Troløshed? Vel synes det in casu, at Du ved at vandre Verden rundt for at finde den fattige Kone, viste en overordentlig, en uhørt Grad af Trofasthed; thi der var jo ikke det mindste Egoistiske, der bevægede Dig; det var jo ikke som naar en Elsker reiser efter den Elskede; nei det var reen Sympathi. Jeg vil svare: Du skulde dog vel vogte Dig for at kalde hiin Følelse Egoisme, men det er Din sædvanlige oprørske Uforskammenhed. Alt hvad der ved guddommelige og menneskelige Love er etableret, det foragter Du, og for at blive fri derfor, griber Du det Tilfældige, som her en fattig Dig ubekjendt Kone. Og hvad Din Sympathi angaaer, saa var den maaskee reen Sympathi — for Dit Experiment. Overalt glemmer Du, at Din Existents i Verden dog umuligt kan være betegnet blot paa det Tilfældige, og at i det Øieblik Du gjør dette til Hovedsagen, Du aldeles glemmer, hvad Du er Dine Nærmeste skyldige. Jeg veed meget vel, at Du ikke mangler sophistisk Kløgt til at besmykke eller ironisk Smidighed til at underbyde, Du vil derfor vel svare: jeg er ikke saa storagtig, at jeg skulde indbilde mig at være den, der kan virke for det Hele, det overlader jeg de Udmærkede; naar jeg blot kan virke for noget ganske Enkelt, er jeg tilfreds. Men dette er i Grunden en uhyre Løgn; thi Du vil slet ikke virke, Du vil experimentere, og fra dette Synspunkt betragter Du Alt, ofte med megen Frækhed; og Virksomhed er altid Gjenstand for Din Spot, som da Du engang yttrede om en Mand, der paa en latterlig Maade var kommen af Dage, Noget der da gottede Dig i mange Dage, at man vidste forresten Intet om hans Livs Betydning for det Hele og det Store, men nu kunde man sige om ham, at han i Sandhed ikke havde levet forgjæves.

Som sagt, det Du vil være er — Skjæbnen. Stands nu et Øieblik. Jeg agter ikke at præke for Dig, men der er en Alvor, som jeg veed Du har endog en ualmindelig dyb Agtelse