Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/150

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

147

Tiden. Hvad gjør altsaa Erindringen for ham; thi nogen Indflydelse maa den dog vel have? Den sætter et Kors paa Øieblikkets Node, jo længere den gaaer tilbage, jo oftere Gjentagelse, desto flere Kors. Naar han saaledes i det nærværende Aar oplever et erotisk Moment, saa forøges dette derved, at han erindrer det i det foregaaende Aar o. s. v. Dette har nu ogsaa paa en skjøn Maade fundet sit Udtryk i det ægteskabelige Liv. Jeg veed ikke, hvilken Alder Verden nu befinder sig i, men det veed Du saavel som jeg, at man pleier at sige, at først kom Guld-Alderen, saa Sølv-Alderen, saa Kobber-Alderen, saa Jern-Alderen. I Ægteskabet er det omvendt, der kommer først Sølvbrylluppet, derpaa Guldbrylluppet. Eller er ikke Erindringen egentlig Pointet i et saadant Bryllup? og dog erklærer den ægteskabelige Terminologi dem for endnu skjønnere end det første Bryllup. Dette maa nu ikke misforstaaes, som ifald det skulde behage Dig at sige, „at saa var det bedst at lade sig vie paa Vuggen, for strax at kunde begynde med sit Sølvbryllup, og have Haab om at blive første Opfinder af en splinterny Terminus i det ægteskabelige Livs Ordbog.” Du indseer formodentlig selv, hvori det Usande ligger i Din Witz, og jeg skal ikke opholde mig videre ved den. Det, jeg derimod skal erindre om, er, at Individerne jo ikke blot leve i Haabet, de have bestandig Haab og Erindring i hinanden i den nærværende Tid. Ved det første Bryllup gjør da Haabet samme Virkning, som Erindringen ved det sidste. Haabet oversvæver det som et Evigheds-Haab, der udfylder Momentet. Rigtigheden heraf vil Du ogsaa indsee, naar Du betænker, at hvis man blot giftede sig i Haab om et Sølvbryllup, og altsaa haabede og atter haabede i 25 Aar, saa var man, naar det 25de Aar kom, ubeføiet til at holde Sølvbryllup; thi man havde jo Intet at erindre, da Alt var faldet ud fra hinanden i den idelige Haaben. Det er forøvrigt ofte faldet mig ind, hvoraf det vel kommer, at efter almindelig Sprogbrug og Tankegang, den eenlige Stand slet ikke har saadanne Udsigter, at man tværtimod snarere gjør det latterligt, naar det lykkes en Pebersvend at holde Jubilæum. Grunden er vistnok den, at man i