Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/197

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

194

ham. Derfor denne Angst for Mennesker, Nero har tilfælles med enhver saadan Personlighed. Han er som besat, ufri i sig selv, og derfor er det, som om ethvert Blik vilde binde ham. Han, Roms Keiser, kan frygte et Blik af den usleste Slave. Et saadant Blik møder ham, hans Øie fortærer det Menneske, der vover saaledes at see paa ham. En Nidding staaer ved Keiserens Side, forstaaer dette vilde Øiekast, og dette Menneske er ikke mere. Men Nero har intet Mord paa sin Samvittighed, men Aanden en ny Angst. Kun i Lystens Øieblik finder han Adspredelse. Det halve Rom brænder han af, men hans Qval er den samme. Snart forlyster Sligt ham ikke mere. Der gives en endnu høiere Lyst, han vil ængste Mennesker. Sig selv er han gaadefuld, og Angst hans Væsen; nu vil han være Alle en Gaade og fryde sig over deres Angst. Derfor dette keiserlige Smiil, som Ingen kan fatte. De nærme sig hans Throne, han smiler venlig til dem, og dog griber en rædsom Angst dem, maaskee er dette Smiil deres Dødsdom, maaskee aabner Gulvet sig, og de styrte ned i Afgrunden. En Qvinde nærmer sig hans Throne, han smiler naadig til hende, og dog bliver hun næsten afmægtig af Angst; maaskee dette Smiil allerede udseer hende til et Offer for hans Vellyst. Og denne Angst forlyster ham. Han vil ikke imponere, han vil ængste. Han træder ikke stolt op i sin keiserlige Værdighed; svag, afmægtig lister han sig frem, thi denne Kraftesløshed foruroliger endnu mere. Han seer ud som en Døende, hans Aandedræt er svagt, og dog er han Roms Keiser og holder Menneskers Liv i sin Haand. Hans Sjæl er mat, kun Vittighed og Tankespil er istand til et Øieblik at bringe ham i Aande. Men hvad Verden har er udtømt, og dog kan han ikke aande, hvis det forstummer. Han kunde lade Barnet hugge ned for Moderens Øine, om ikke hendes Fortvivlelse kunde give Lidenskaben et nyt Udtryk, kunde forlyste ham. Hvis han ikke var Roms Keiser, vilde han maaskee ende sit Liv med et Selvmord; thi det er i Sandhed kun et andet Udtryk for den samme Sag, naar Caligula ønsker, at alle Menneskers Hoveder sad paa een Hals, for med eet Hug at