Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/25

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

22

kun kunde elske eengang: jeg forlanger ikke saa meget, jeg nøies med mindre; det være langt fra mig at fordre, at Du skal vedblive at elske mig i al Evighed, naar Du blot elsker mig i det Øieblik, hvori jeg ønsker det. Saadanne Elskere veed nu meget godt, at det Sandselige er forgængeligt, de veed tillige, hvilket der er det skjønneste Øieblik, og dermed ere de tilfredse. Absolut usædelig er naturligvis en saadan Retning; i Tanken indeholder den derimod paa en Maade et Avancement henimod vort Maal, forsaavidt den nedlægger en formelig Protest mod Ægteskabet. Forsaavidt den samme Retning søger at antage et lidt anstændigere Udvortes, saa indskrænker den sig ikke blot til det enkelte Øieblik, men udvider dette til en længere Tid, dog saaledes, at den istedetfor at optage det Evige i sin Bevidsthed, optager det Timelige, eller hilder sig i denne Modsætning af det Evige med Forestillingen om en mulig Forandring i Tid. Den mener, en Tid lang kan man nok holde ud at leve sammen, men den vil holde en Udvei aaben til, hvis der viste sig et lykkeligere Valg, da at turde vælge. Den gjør Ægteskabet til en borgerlig Indretning; man behøver blot at melde det for vedkommende Øvrighed, at nu er dette Ægteskab forbi og et nyt indgaaet, ligesom man melder, at man er flyttet. Om Staten er tjent dermed, skal jeg lade uafgjort; for den Enkelte maa det i Sandhed være et besynderligt Forhold. Man seer det derfor vel heller aldrig realiseret i Virkeligheden, men Tiden truer bestandig dermed. Og der vilde dog virkelig ogsaa høre en høi Grad af Frækhed dertil; jeg troer ikke, at dette Ord er for haardt derom, ligesom det og især hos den qvindelige Participant i denne Association vilde røbe et til Fordærvelse grændsende Letsind. Der er imidlertid en ganske anden aandelig Disposition, der let kan faae et lignende Indfald, og det er den, jeg her nærmest vil behandle, da den er meget charakteristisk for vor Tid. En saadan Plan kan nemlig have sin Grund i egoistisk eller sympathetisk Tungsind. Man har nu talt længe nok om Tidens Letsind; jeg troer, det er paa den høie Tid at tale lidt om dens Tungsind, og jeg haaber, at Alt skal klare sig bedre. Eller er