Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/26

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

23

Tungsind ikke Tidens Brøst, er det ikke den, der gjenlyder endog i dens letsindige Latter, er det ikke Tungsind, der har berøvet os Mod til at befale, Mod til at lyde, Kraft til at handle, Tillid til at haabe? Og naar nu de gode Philosopher gjøre Alt for at give Virkeligheden Intensitet, blive vi da ikke snart saa fuldstoppede, at vi qvæles deraf. Alt er bortskaaret undtagen det Nærværende; hvad Under da, at man i idelig Angst for at miste det, mister det. Nu er det vel sandt, at man ikke bør forsvinde i et flygtende Haab, og at det ikke er paa den Maade, man skal forklares i Skyerne, men for i Sandhed at nyde maa man have Luft, og det er ikke blot i Sorgens Øieblik det gjælder om at have Himmelen aaben, ogsaa i Glædens Tid gjælder det at have en fri Udsigt og Fløidørene paa vid Gab. Vel taber Nydelsen tilsyneladende en vis Grad af den Intensitet, den har ved Hjælp af en saadan ængstende Begrændsning; men derved turde ikke være tabt meget, da den har en Deel tilfælles med den intensive Nydelse, der koster de Straßburger Gjæs Livet. Dette turde maaskee falde vanskeligere at faae Dig til at indsee, hvorimod jeg vist ikke nærmere behøver at udvikle for Dig Betydningen af den Intensitet, man paa den anden Maade opnaaer. I denne Henseende er Du nemlig Virtuos, Du, cui di dederunt formam, divitias, artemque fruendi. Dersom det at nyde var Hovedsagen i Livet, da vilde jeg sætte mig ved Dine Fødder for at lære; thi heri er Du Mester. Snart kan Du gjøre Dig til en Olding for at indsuge i langsomme Drag gjennem Erindringens Tragt det Oplevede, snart er Du i den første Ungdom blussende af Haab, snart nyder Du mandligt, snart qvindeligt, snart umiddelbart, snart Reflexionen over Nydelsen, snart Reflexionen over Andres Nydelse, snart Afholdenheden fra Nydelse; snart hengiver Du Dig, Dit Sind er aabent, tilgængeligt som en By, der har capituleret, Reflexionen er forstummet, og ethvert Skridt af de Fremmede gjenlyder i de tomme Gader, og dog bliver der altid en iagttagende lille Yderpost tilbage; snart lukker Dit Sind sig, Du forskandser Dig, utilgængelig og steil. Saaledes forholder det sig, og Du vil tillige see, hvor egoistisk Din Nydelse er,