Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/256

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

253

største Modsætninger, de reneste og uskyldigste Sjæle og de brødefuldeste Mennesker, de mest Begavede og de Eenfoldigste.

Først vil jeg ganske eenfoldigt udtale mig over, hvad det egentlig er, der støder mig i et saadant Liv. Dette er min individuelle Dom. Senere skal jeg da søge at vise, at det har sin Rigtighed med de af mig paapegede Misligheder, samt Grunden til dem og de forfærdelige Afveie, der ligge saa nær.

Efter min Mening kan man ikke frikjende Mystikeren for en vis Paatrængenhed i sit Forhold til Gud. At et Menneske skal elske Gud af sin ganske Sjæl og al sin Tanke, ja, at han ikke blot skal det, men at det, at gjøre det, er Saligheden selv, hvo vilde negte dette? Deraf følger imidlertid ingenlunde, at Mystikeren skal forsmaae den Tilværelse, den Virkelighed, i hvilken Gud har sat ham; thi derved forsmaaer han egentlig Guds Kjærlighed eller fordrer et andet Udtryk for den end det, Gud vil give. Her gjælder det alvorlige Ord af Samuel: Lydighed er Gud kjærere end Vædderens Fedme. Men denne Paatrængenhed kan stundom antage en endnu betænkeligere Skikkelse. Naar saaledes en Mystiker begrundet sit Forhold til Gud paa, at han netop er Den, han er, seer sig paa Grund af en eller anden Tilfældighed som Gjenstand for Goddommens Forkjærlighed. Herved nedværdiger han nemlig Gud og sig selv. Sig selv, thi det er altid en Nedværdigelse, ved noget Tilfældigt at være væsentlig forskjellig fra Andre; Gud, thi han gjør ham til en Afgud og sig selv til en Yndling ded dennes Hof.

Hvad der dernæst er mig ubehageligt ved en Mystikers Liv, er den Blødhed og Svaghed, man ikke kan frikjende ham for. At et Menneske ønsker at være i sit inderste Hjerte forvisset om, at han elsker Gud i Sandhed og Oprigtighed, at han mangen Gang føler sig foranlediget til ret at forvisse sig derom, at han kan bede Gud at lade sin Aand vidne med hans Aand om, at han gjør det, hvo vilde negte det Skjønne og det Sande heri? Men heraf følger ingenlunde, at han hvert Øieblik vil gjentage dette Forsøg, hvert Øieblik gjøre Prøve paa sin Kjærlighed. Han vil have Sjælsstorhed nok til at troe paa Guds Kjærlighed, og da vil han ogsaa have Frimodighed til at troe