Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/258

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

255

i et Kloster. Vor Tid har ikke saadanne Hjælpemidler. Løbet et Menneske nu vild, saa maa han nødvendigviis gaae under, hvis han ikke aldeles helbredes; en saadan relativ Frelse have vi ikke at byde ham. Du veed, han endte med et Selvmord. Til mig havde han et Slags Fortrolighed, og gjorde forsaavidt et Brud paa sin Yndlingstheori, at man ikke skulde sætte sig i Forhold til noget Menneske, men umiddelbart til Gud. Hans Fortrolighed til mig var da heller ikke stor, og han aabnede sig aldrig ganske for mig. I det sidste Halvaar, han levede, var jeg med Angst Vidne til hans excentriske Bevægelser. Flere Gange er det vel muligt, at jeg har standset ham; med Bestemthed kan jeg ikke vide det, da han aldrig aabnede sig for Nogen. Han havde en ualmindelig Gave til at skjule sine Sjælstilstande, og til at give en Lidenskab en anden Lidenskabs Udseende. Endelig endte han da selv sit Liv, uden at nogen kunde forklare Grunden dertil. Hans Læge meente, at det var en partiel Afsindighed; det var nu meget fornuftigt meent af Lægen. Hans Aand var i en vis Forstand usvækket til det sidste Øieblik. Du veed maaskee ikke, at der existerer et Brev fra ham til hans Broder, Justitsraaden, hvori han underrettede denne om sit Forehavende. Jeg lader en Afskrift deraf følge hermed. Det har en rystende Sandhed og er et høist objektivt Udtryk for den fuldkomne Isolations sidste Agoni.[1]


  1.  „Høistærede Hr. Justitsraad!
    Jeg skriver til Dem, fordi De paa en Maade er mig den Nærmeste, paa en anden Maade er De mig ikke nærmere end andre Mennesker. Naar De modtager disse Linier, er jeg ikke mere. Skulde Nogen spørge Dem om Grunden, saa kan De sige, der var engang en Prindsesse, som hed Morgenskjøn, eller noget andet Lignende; thi saaledes vilde jeg selv svare, hvis jeg kunde have havt den Glæde at overleve mig selv. Skulde Nogen spørge Dem om Anledningen, kan De sige, at det var i Anledning af den store Ildebrand. Skulde Nogen spørge Dem om Tiden, kan De sige, at det var i den for mig saa mærkelige Juli Maaned. Skulde Ingen spørge Dem om nogen af Delene, saa skal De Intet svare.
    Ikke anseer jeg et Selvmord for noget Roesværdigt. Det er ikke af Forfængelighed jeg har besluttet mig dertil. Derimod troer