Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/267

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

264

danner en meget misrecommanderende Modsætning til Nydelsens Glæde og Munterhed. Feilen er den, at Individet sættes i et udvortes Forhold til Pligten. Det Ethiske bestemmes som Pligt, og Pligt igjen som en Mangfoldighed af enkelte Sætninger, men Individet og Pligten staae udenfor hinanden. Et saadant Pligtliv er naturligviis saare uskjønt og kjedsommeligt, og dersom det Ethiske ikke havde et langt dybere Sammenhæng med Personligheden, saa vilde det altid blive saare vanskeligt at forfægte det ligeoverfor det Æsthetiske. At der gives mange Mennesker, der ikke komme videre, vil jeg ikke negte; men det ligger ikke i Pligten, men i Menneskene.

Besynderligt nok er det, at man ved det Ord Pligt kan komme til at tænke paa et udvortes Forhold, da dette Ords Derivation selv antyder, at det er et indvortes Forhold; thi det, der paaligger mig, ikke som dette tilfældige Individ, men efter mit sande Væsen, det staaer jo dog vel i det inderligste Forhold til mig selv. Pligten er nemlig ikke et Paalæg, men Noget, der paaligger. Naar Pligten sees saaledes, da er dette et Tegn paa, at Individet er orienteret i sig selv. Pligten vil da ikke adsplitte sig for ham i en Mangfoldighed af enkelte Bestemmelser; thi dette tyder altid paa, at han kun staaer i et udvortes Forhold til den. Han har iført sig Pligten, den er ham Udtrykket for hans inderste Væsen. Naar han saaledes har orienteret sig i sig selv, da har han fordybet sig i det Ethiske, og han vil ikke jage sig selv stakaandet paa at opfylde sine Pligter. Det sande ethiske Individ har derfor Ro og Sikkerhed i sig selv, fordi han ikke har Pligten udenfor sig men i sig. Jo dybere et Menneske ethisk har anlagt sit Liv, desto mindre vil han føle Trang til, hvert Øieblik at tale om Pligten, hvert Øieblik at ængstes for, om han opfylder dem, hvert Øieblik at raadføre sig med Andre om, hvad der dog er hans Pligt. Naar det Ethiske sees rigtigt, gjør det Individet uendeligt sikkert i sig selv; naar det ikke sees rigtigt, gjør det Individet aldeles usikkert, og jeg kan ikke tænke mig en ulykkeligere eller qvalfuldere Existens, end naar et Menneske har faaet Pligten udenfor sig, og dog bestandig vil realisere den.