Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/269

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

266

hvilken han bliver det almene Menneske. Den der lever æsthetisk, han er det tilfældige Menneske, han troer at være det fuldkomne Menneske derved, at han er det eneste Menneske; Den der lever ethisk, arbeider hen til at blive det almene Menneske. Naar saaledes et Menneske er æsthetisk forelsket, saa spiller det Tilfældige en uhyre Rolle, og det er ham af Vigtighed, at der er Ingen, der har elsket saaledes, med de Nuancer, som han; naar Den, der lever ethisk, gifter sig, saa realiserer han det Almene. Derfor bliver han ingen Hader af det Concrete, men han har et Udtryk mere, dybere end ethvert æsthetisk Udtryk, idet han i Kjærligheden seer en Aabenbarelse af det Almeen-Menneskelige. Den der lever ethisk, har da sig selv som sin Opgave. Hans „Selv” er umiddelbart tilfældigt bestemt, og Opgaven er den, at sammenarbeide det Tilfældige og det Almene.

Det ethiske Individ har da ikke Pligten udenfor sig, men i sig; i Fortvivlelsens Øieblik kommer dette tilsyne og arbeider sig nu frem gjennem det Æsthetiske i og med dette. Om det ethiske Individ kan man sige, at han er som det stille Vand, der har den dybe Grund, hvorimod Den, der lever æsthetisk, blot er overfladisk bevæget. Naar derfor det ethiske Individ har fuldendt sin Opgave, har stridt den gode Strid, saa er han kommen dertil, at han er bleven det eneste Menneske, det vil sige, at der er intet Menneske saaledes som han, og tillige, at han er bleven det almene Menneske. At være det eneste Menneske, er i og for sig ikke noget saa Stort, thi det har ethvert Menneske tilfælles med enhver Naturfrembringelse; men at være det saaledes, at han deri tillige er det Almene, det er den sande Livs-Kunst.

Personligheden har da det Ethiske ikke udenfor sig, men i sig, og det bryder frem fra dette Dyb. Det gjælder da, som sagt, om, at den ikke i en abstrakt og indholdsløs Stormen tilintetgjør det Concrete, men assimilerer sig det. Da det Ethiske saaledes ligger dybest i Sjælen, saa falder det ikke altid i Øinene, og et Menneske, der lever ethisk, kan gjøre aldeles det Samme som Den, der lever æsthetisk, saaledes, at det længe kan skuffe; men tilsidst kommer der et Øieblik, hvor det viser sig, at Den,