Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/270

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

267

der lever ethisk, har en Grændse, som den Anden ikke kjender. I denne Forvisning om, at hans Liv er anlagt ethisk, hviler Individet med tryg Sikkerhed og plager derfor ikke sig selv og Andre med spidsfindig Ængstelighed over dette eller hiint. At nemlig Den, der lever ethisk, har et heelt Spatium for det Indifferente, finder jeg ganske i sin Orden, og det er netop en Veneration for det Ethiske, at man ikke vil tvinge det ind i enhver Ubetydelighed. En saadan Stræben, der altid mislykkes, finder man ogsaa kun hos dem, der ikke have Mod til at troe paa det Ethiske, og som i dybere Forstand mangle indre Sikkerhed. Der gives Mennesker, hvis Pussillanimitet man netop kjender derpaa, at de aldrig kunne blive færdige med det Totale, fordi dette netop for dem er det Mangfoldige, men disse ligge ogsaa udenfor det Ethiske, naturligviis ikke af nogen anden Grund end formedelst Villiens Svaghed, der som al anden Aandssvaghed kan betragtes som en Art Afsindighed. Saadanne Menneskers Liv gaaer op i at afsie Myggen. De have hverken Forestilling om det Ethiskes skjønne og rene Alvor, eller om det Indifferentes sorgløse Glæde. Dog er naturligviis det Indifferente for det ethiske Individ dethroniseret, og han kan hvert Øieblik sætte det Grændse. Saaledes troer man ogsaa, at der er et Forsyn til, og Sjælen hviler trygt i denne Forvisning, og dog vilde man ikke falde paa at forsøge at gjennemtrænge enhver Tilfældighed med denne Tanke, eller hvert Minut at blive sig denne Tro bevidst. At ville det Ethiske uden at forstyrres af det Indifferente, at troe paa et Forsyn uden at forstyrres af Tilfældighed, er en Sundhed, der kan erhverves og bevares, naar et Menneske selv vil det. Ogsaa i denne Henseende gjælder det om at see Opgaven, at denne, forsaavidt et Menneske har Tilbøielighed til saaledes at adspredes, er den, at gjøre Modstand, at holde det Uendelige fast, og ikke at rende med Liimstangen.

Den, der ethisk vælger sig selv, han har sig selv som sin Opgave, ikke som en Mulighed, ikke som et Legetøi for sin Vilkaarligheds Spil. Ethisk kan han kun vælge sig, naar han vælger sig i Continuitet, og han har saaledes sig selv som en