286
synlig i det Historiskes Spor, synlig, som naar det hedder: loqvere, ut videam te. At jeg ikke seer Fuldendelsen, men Striden, er vel sandt, men dog seer jeg ogsaa Fuldendelsen, hvad Øieblik jeg vil, naar jeg har Mod dertil, og uden Mod seer jeg overhovedet slet intet Evigt og altsaa heller intet Skjønt.
Naar jeg betragter Livet ethisk, betragter jeg det efter dets Skjønhed. Livet bliver mig da rigt paa Skjønhed, ikke fattigt derpaa, som det egentlig er det for Dig. Jeg behøver ikke at reise Landet rundt for at opdage Skjønheder, eller støve om efter dem i Gaderne, jeg behøver ikke at skjønne og vrage. Nu, det forstaaer sig, jeg har heller ikke saa god Tid som Du; thi da jeg med Glæde, men ogsaa med Alvor, seer mit Liv efter dets Skjønhed, saa har jeg altid nok at gjøre. Har jeg da stundom en Time fri, saa staaer jeg ved mit Vindue og betragter Menneskene, og hvert Menneske seer jeg efter dets Skjønhed. Han være nok saa ubetydelig, nok saa ringe, jeg seer ham efter hans Skjønhed; thi jeg seer ham som dette enkelte Menneske, der dog tillige er det almene Menneske, jeg seer ham som Den, der har denne concrete Livs-Opgave; han er ikke til for noget andet Menneskes Skyld, om han saa end var den usleste Leietjener; han har sin Teleologi i sig selv, han realiserer denne Opgave — han seirer, det seer jeg; thi den Modige seer ikke Spøgelser, men derimod seer han seierrige Helte; den Feige seer ikke Helte, men kun Spøgelser. Seire maa han, derom er jeg forvisset, derfor er hans Strid skjøn. Jeg er ellers ikke meget tilbøielig til at stride, idetmindste ikke med Andre end med mig selv; men derom kan Du være forvisset, for denne Tro paa det Skjønnes Seier vil jeg stride paa Liv og Død, og Intet i Verden skal fravriste mig den. Om man ved Bønner vilde fraliste mig denne Tro, om man med Magt vilde frarive mig den, for Intet i Verden lader jeg mig den fratage og ikke for hele Verden; thi da først tabte jeg den hele Verden, naar jeg tabte denne Tro. Ved denne Tro seer jeg Livets Skjønhed, og den Skjønhed, jeg seer, har ikke det Veemodige og Tungsindige, som er uadskilleligt fra al Naturens og Kunstens Skjønhed, uadskilleligt selv fra de græske
