287
Guders evige Ungdom. Den Skjønhed, jeg seer, er glad og seierrig, og stærkere end hele Verden. Og denne Skjønhed seer jeg overalt, ogsaa der, hvor Dit Øie Intet seer. Staa engang her ved mit Vindue. Der gaaer en ung Pige forbi; erindrer Du, vi mødte hende engang paa Gaden. Hun var ikke skjøn, sagde Du, men da Du havde betragtet hende lidt nøiere, kjendte Du hende, og Du vedblev: „for nogle Aar siden var hun overmaade deilig og gjorde stor Lykke paa Ballerne, saa fik hun en Kjærlighedshistorie, et qvidem en ulykkelig. Fanden veed, hvordan hun bar sig ad, hun tog sig den Sag saa nær, at hendes Skjønhed falmede af Græmmelse, kort at fortælle, hun var skjøn, nu er hun ikke mere skjøn, og dermed er den Historie ude.” See, det kan man kalde at betragte Livet efter dets Skjønhed. I mine Øine har hun imidlertid intet tabt, og mig synes hun skjønnere end nogensinde. Din Betragtning af Livets Skjønhed forekommer mig derfor at have megen Lighed med den Livs-Glæde, der herskede i Drikkevise-Perioden, hvor man blev munter og oprømt ved at afsynge Arier som denne:
Var ei den Saft af røde Druer,
Hvo vilde længer blive her?
Thi hvor den Vises Øie skuer,
Det møder lutter Lidelser.
Høit lyder Undertryktes Stemme,
Forførtes Skrig, fra Syd til Nord.
Op Brødre! drikker for at glemme
Den hele sørgelige Jord.
Lad os nu træde lidt nærmere til enkelte af Livets Forhold, især saadanne, hvor det Æsthetiske og det Ethiske berøre hinanden, for at overveie, hvorvidt den ethiske Betragtning berøver os nogen Skjønhed, eller om den ikke snarere giver Alt en høiere Skjønhed. Jeg tænker mig da et bestemt Individ, der i en vis Forstand er som Folk er flest, i en anden Forstand concret i sig selv. Lad os være ganske prosaiske. Dette Menneske skal leve, skal klæde sig, kort, skal kunne existere. Maaskee henvendte han sig til en Æsthetiker, for at faae at vide, hvorledes han skulde indrette sig i Livet. Han vilde da
