Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/291

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

288

heller ikke savne Oplysning. Denne vil maaskee sige til ham: „naar man er eenligt Menneske, bruger man 3000 Rdlr. om Aaret, for at leve beqvemt, har man 4000, bruger man dem ogsaa; vil man gifte sig, maa man idetmindste have 6000 Rdlr. Penge er og bliver dog nervus rerum gerendarum, den sande conditio sine qva non; thi vel er det skjønt at læse om landlig Nøisomhed, om idyllisk Tarvelighed, og jeg læser gjerne saadanne Digte, men Levemaaden selv vilde man snart blive kjed af; og De, der leve saaledes, nyde da heller ikke dette Liv halv saa godt, som Den, der har Penge, og nu i al Ro og Mag læser Digternes Sange. Penge er og bliver den absolute Betingelse for at leve. Saasnart man ikke har Penge, er og bliver man udelukket af Patriciernes Tal, er og bliver man Plebeier. Penge er Betingelsen, men deraf følger ingenlunde, at Enhver, der har Penge, veed at bruge dem. De, der forstaae dette, ere igjen blandt Patricierne de sande Optimater.” Med denne Forklaring var nu aabenbart vor Helt ikke tjent; al den Andens Leve-Viisdom lod ham uberørt, og han maatte omtrent blive tilmode som en Spurv, der var kommen i Tranedands. Sagde han nemlig til Æsthetikeren: „det er godt nok; men jeg har hverken 3000 eller 6000 Rdlr. om Aaret, jeg har hverken i Capital eller i Rente, jeg har overhovedet slet Intet, knap en Hat”, saa vilde denne vel trække paa Skulderen og sige: ja det er en anden Sag, saa er der ikke Andet for, saa maa de tage tiltakke med at gaae i Arbeidshuset. Hvis Æsthetikeren var meget godmodig, vilde han maaskee endnu engang vinke ad den stakkels Stymper og sige til ham: „jeg vil ikke bringe Dem til Fortvivlelse, førend jeg har vovet det Yderste; der gives et Par Nødmidler, som man ikke bør lade uforsøgte, førend man for evig siger Glæden Farvel og aflægger Løftet og tager Tvangstrøien paa. Gift Dem med en rig Pige, spil i Lotteriet, reis til Colonierne, anvend nogle Aar paa at skrabe Penge sammen, snig dem ind i en gammel Pebersvends Gunst, at han maa indsætte Dem som Arving. For Øieblikket skilles vore Veie ad, skaf Pengene, og De skal i mig altid finde en Ven, der skal vide at glemme, at der var en