Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/296

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

293

at det var Pligt at arbeide, som man ved dette Ord forstod en sørgelig Nødvendighed. Pligten udtrykte da ikke det Almeen-Menneskelige, men det Almindelige, og Pligt var her ikke Udtrykket for det Fuldkomne. Derfor vilde jeg ogsaa ganske rigtig svare, at det maa ansees for en Ufuldkommenhed ved Existentsen, at Mennesket ikke behøvede at arbeide. Paa jo lavere et Trin Menneskelivet staaer, jo mindre viser Nødvendigheden sig af at arbeide; jo høiere det staaer, jo mere træder den frem. Den Pligt, at arbeide for at leve, udtrykker det Almeen-Menneskelige, og udtrykker ogsaa i en anden Forstand det Almene, fordi den udtrykker Friheden. Netop ved at arbeide frigjør Mennesket sig, ved at arbeide bliver han Herre over Naturen, ved at arbeide viser han, at han er høiere end Naturen.

Eller skulde Livet derved, at et Menneske maa arbeide for at leve, tabe sin Skjønhed? Jeg er her ved det gamle Punkt, det beroer paa, hvad man forstaaer ved Skjønhed. Det er skjønt at see Lilierne paa Marken, skjøndt de hverken spinde eller sye, saaledes klædte, at end ikke Salomon i al sin Glands var saa pragtfuld; det er skjønt at see Fuglene sorgløse finde deres Føde, det er skjønt at see Adam og Eva i et Paradis, hvor de kunne faae Alt hvad de pege paa; men det er dog endnu skjønnere at see en Mand ved sit Arbeide erhverve hvad han behøver. Det er skjønt at see et Forsyn mætte Alt og sørge for Alt; men det er endnu skjønnere at see en Mand, der ligesom er sit eget Forsyn. Derved er Mennesket stort, større end nogen anden Skabning, at han kan sørge for sig selv. Det er skjønt at see en Mand have Overflod, som han selv har erhvervet; men det er ogsaa skjønt at see en Mand gjøre et endnu større Kunststykke, at forvandle Lidet til Meget. Det er et Udtryk for Menneskets Fuldkommenhed, at han kan arbeide; det er et endnu høiere Udtryk derfor, at han skal det.

Dersom vor Helt vil adoptere denne Betragtning, da vil han ikke føle sig fristet til at ønske Formue, som man har sovet sig til, han vil ikke forsee sig paa Livets Betingelse, han vil føle det Skjønne i at arbeide for at leve, han vil føle sin Menneskeværdighed deri; thi det er ikke det Store hos Planten,