364
at Du altid maatte have Uret, kom Du til den Erkjendelse, at Gud altid havde Ret. Men dette Ønske er Kjærlighedens og altsaa Frihedens Sag, og Du nødsagedes da ingenlunde til at erkjende, at Du altid havde Uret. Det blev Dig da ikke vist, at Du altid havde Uret, ved Overveielsen, men Visheden laae deri, at Du opbyggedes derved.
Det er da altsaa en opbyggelig Tale, at vi mod Gud altid have Uret. Dersom det ikke var Tilfældet, dersom denne Forvisning ikke havde sit Udspring fra hele Dit Væsen, det er fra Kjærligheden i Dig, da havde Din Betragtning ogsaa faaet et andet Udseende. Du havde erkjendt, at Gud altid havde Ret, dette nødsagedes Du til at erkjende, som en Følge deraf nødsagedes Du til at erkjende, at Du altid har Uret; men til at gjøre Anvendelse deraf paa Dig selv, til at optage denne Erkjendelse i Dit hele Væsen, kan Du egentlig ikke nødsages. Du erkjendte da, at Gud altid havde Ret, og som en Følge deraf Du altid Uret, men denne Erkjendelse opbyggede Dig ikke. Der ligger intet Opbyggeligt i at erkjende, at Gud altid har Ret, og altsaa heller ei i nogen Tanke, der med Nødvendighed følger heraf. Naar Du erkjender, at Gud altid har Ret, da staaer Du udenfor Gud, og ligesaa, naar Du som en Følge deraf erkjender, at Du altid har Uret. Naar Du derimod ikke i Kraft af nogen foregaaende Erkjendelse fordrer og er forvisset om, at Du altid har Uret, da er Du skjult i Gud. Dette er Din Tilbedelse, Din Andagt, Din Gudsfrygt.
Du elskede et Menneske, Du ønskede altid at maatte have Uret mod ham, ak, men han blev Dig troløs, og hvor nødig Du end vilde, hvor meget det end smertede Dig, Du fik dog Ret mod ham og Uret i, at Du elskede ham saa høit. Og dog fordrede Din Sjæl at elske saaledes, kun deri kunde Du finde Hvile og Fred og Lykke. Da vendte den sig bort fra det Endelige til det Uendelige; der fandt den sin Gjenstand, der blev Din Kjærlighed lykkelig. Gud vil jeg elske, sagde Du, han giver den Elskende Alt, han opfylder mit høieste, mit eneste Ønske, at jeg mod ham altid maa have Uret; aldrig skal nogen ængstende Tvivl rive mig bort fra ham, aldrig skal den
