Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/368

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

365

Tanke forfærde mig, at jeg kunde faae Ret mod ham, mod Gud har jeg altid Uret.

Eller er det ikke saa, var dette ikke Dit eneste Ønske, Dit høieste, og greb der Dig ikke en forfærdelig Angst, naar den Tanke et Øieblik kunde opkomme i Din Sjæl, at Du kunde have Ret, at Guds Styrelse ikke var Viisdom, men Dine Planer; at Guds Tanker ikke var Retfærdighed, men Dine Idrætter; at Guds Hjerte ikke var Kjærlighed, men Dine Følelser? Og var det ikke Din Salighed, at Du aldrig kunde elske, som Du blev elsket? Saa er da dette, at Du mod Gud altid har Uret, ikke en Sandhed, Du maa erkjende, ikke en Trøst, der lindrer Din Smerte, ikke et Vederlag for noget Bedre, men det er en Glæde, i hvilken Du seirer over Dig selv og over Verden, Din Fryd, Din Lovsang, Din Tilbedelse, en Beviisning for, at Din Kjærlighed er lykkelig, som kun den Kjærlighed er det, hvormed man elsker Gud.

Saa er da det, at vi mod Gud altid have Uret, en opbyggelig Tanke; det er opbyggeligt, at vi have Uret, opbyggeligt, at vi altid have det. Den viser sin opbyggende Kraft paa en dobbelt Maade, deels derved, at den standser Tvivlen og beroliger Tvivlens Bekymring, deels derved, at den opmuntrer til Handling.

Du mindes vel endnu, min Tilhører, en Viisdom, der i det Foregaaende blev betegnet? Den saae saa trofast og paalidelig ud, den forklarede Alt saa let, den var villig til at frelse ethvert Menneske gjennem Livet, uanfægtet af Tvivlens Storme. Man gjør hvad man kan, tilraabte den den Raadvilde. Og det er jo unegteligt, naar man blot gjør det, saa er man hjulpen. Videre havde den ikke at sige, den forsvandt som en Drøm, eller den blev en eensformig Gjentagelse i den Tvivlendes Øre. Naar han da vilde bruge den, da viste det sig, at han ikke kunde bruge den, at den hildede ham i en Snare af Vanskeligheder. Han kunde ikke faae Tid til at overveie, hvad han kunde gjøre, thi han skulde jo paa samme Tid gjøre hvad han kunde gjøre. Eller fik han Tid til at overveie, saa gav Prøvelsen ham et Mere eller Mindre, en Tilnærmelse,