Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/58

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

55

være hendes Slave, skjøndt Du meget godt føler Dig som hendes Herre.

Det Andet var, at det oprørte Din Sjæl, at Din Elskede skulde erklæres for en Synderinde. Du er Æsthetiker, og jeg kunde fristes til at henstille det til Dit ørkesløse Hoveds Overveielse, om ikke netop dette Moment var istand til at gjøre en Qvinde endnu skjønnere; der ligger en Hemmelighed heri, som kaster et interessant Lys over hende. Det barnlige Skjelmeri, som Synden kan have saalænge vi dog tør udsige Uskyld om den, forhøier kun Skjønheden. Du kan vel begribe, at det ikke er mit Alvor, at fastholde denne Betragtning, da jeg meget godt føler og senere skal udvikle, hvad der ligger heri; men, som sagt, dersom det var faldet Dig ind, saa var Du maaskee bleven absolut enthusiastisk for denne æsthetiske Observation. Du vilde da have gjort en Mangfoldighed af æsthetiske Opdagelser, om det var rigtigt ɔ: mest interessant, med en uendelig fjern Antydning ligesom at pirre derved, eller at lade den unge uskyldige Pige ene kæmpe med denne dunkle Magt, eller med en vis gravitetisk Alvor at vippe hende ud derover i Ironien o.s.v., kort, Du vilde vist faae nok at bestille i denne Henseende. Du var kommen til at tænke paa den zittrende Belysning, der selv i Evangeliet udbredes over den Synderinde, hvis mange Synder bleve hende tilgivne, fordi hun elskede meget. Det, jeg derimod vilde sige, er, at det atter er Din Vilkaarlighed, der vil, at hun skal staae der som en Synderinde. Eet er nemlig at kjende Synden in abstracto, et Andet at kjende den in concreto. Men Qvinden er ydmyg, og det er vist aldrig faldet en Qvinde ind i Sandhed at forarge sig over, at Kirkens alvorlige Ord lød til hende; Qvinden er ydmyg og tillidsfuld, og hvo kan ogsaa slaae Øiet ned som en Qvinde, men hvo kan ogsaa saaledes løfte det op. Forsaavidt der altsaa ved Kirkens høitidelige Forkyndelse af, at Synden er indkommen i Verden, skulde foregaae nogen Forandring med hende, da maatte det være den, at hun kun endnu stærkere holdt fast ved sin Kjærlighed. Men deraf følger ingenlunde, at den første Kjærlighed er altereret, den er kun draget op i en høiere Con-