Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/59

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

56

centricitet. At overhovedet den jordiske Kjærlighed skulde være Synd, det turde være saare vanskeligt at overbevise en Qvinde om, da hendes hele Existents derved tilintetgjøres i sin dybeste Rod. Dertil kommer, at hun jo ikke er traadt op for Herrens Alter for at overveie, om hun skal elske den Mand, der staaer ved hendes Side, eller ikke; hun elsker ham, deri har hun sit Liv, og vee Den, der vækker Tvivlen hos hende, der vil lære hende at ville oprøre sig mod sin Natur, og ikke ville knæle for Gud, men staae opreist. Jeg burde maaskee ikke komme Dig imøde; thi da Du nu har sat Dig i Hovedet, at for at den første Kjærlighed i Sandhed skal finde Sted, maa Synden ikke være indkommen i Verden, saa føler Du dog vel selv, at Du fægter i Luften. (Overhovedet viser Du derved, at Du vil abstrahere fra Synden, at Du ligger i Reflexionen.) Men da de Individer, imellem hvilke vi tænkte os den første Kjærlighed, vare religiøse, saa behøver jeg jo slet ikke at indlade mig paa alt dette. Det Syndige ligger nemlig ikke i den første Kjærlighed som saadan, men i det Selviske i den; men det Selviske træder først frem i det Øieblik den reflekterer, hvorved den da er tilintetgjort.

Det oprører Dig endelig, at en tredie Magt vil forpligte Dig til Troskab mod hende og hende mod Dig. For en Ordens Skyld maa jeg bede Dig at erindre, at denne tredie Magt ikke paanøder sig; men da de Individer, vi tænke os, ere religiøst udviklede, saa søge de selv hen til den, og det, der kommer i Betragtning, er, om der er Noget i den, der lægger dem Hindring i Veien for deres første Kjærlighed. Det vil Du dog ikke negte, at det er den første Kjærlighed naturligt at søge en Bestyrkelse ved paa en eller anden Maade at gjøre Kjærligheden til en Forpligtelse, de Elskende for en høiere Magts Aasyn paalægge sig selv. De Elskende tilsværge hinanden Troskab ved Maanen, ved Stjernerne, ved deres Faders Aske, ved deres Ære o. s. v. Svarer Du dertil: „Ja, saadanne Eder ville Intet sige, de ere jo blot en Afglands af de Eskendes egen Stemning, thi hvorledes skulde det ellers falde dem ind at sværge ved Maanen”, saa vil jeg svare: her har Du selv altereret den