Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/60

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

57

første Kjærligheds Væsen; thi det er netop det Skjønne i den, at Alt faaer Realitet for den i Kraft af Kjærligheden; det er først i Reflexionens Øieblik at det viser sig, at det er indholdsløst at sværge ved Maanen, i Edens Øieblik har det Gyldighed. Skulde nu dette Forhold forandres derved, at de sværge ved en Magt, der virkelig har Gyldighed? det skjønnes ikke, da det jo netop er Kjærligheden af Vigtighed, at Eden har sand Betydning. Naar Du derfor mener, at Du gjerne kunde sværge ved Skyer og Stjerner, men det forstyrrer Dig, at Du skal sværge ved Gud, saa viser det, at Du ligger i Reflexionen. Din Kjærlighed maa nemlig ingen Medvider have, undtagen saadanne som ikke ere Medvidere. Nu er det vel sandt, at Kjærligheden er hemmelighedsfuld, men Din Kjærlighed er saa fornem, at end ikke Gud i Himlen maa vide Noget derom, og det uagtet Gud, for at bruge et lidt letsindigt Udtryk, er et Vidne, der ikke generer. Men det, at Gud ikke maa vide derom, det er det Selviske og det Reflekterende; thi Gud er paa eengang i Bevidstheden og dog maa han ikke være der. Alt Sligt kjender den første Kjærlighed ikke til.

Denne Trang altsaa til at lade Kjærligheden forklare sig op i en høiere Svære har Du ikke, eller rettere — thi den første Kjærlighed har ikke Trangen, men gjør det umiddelbart — Du har Trangen, men vil ikke tilfredsstille den. Vilde jeg nu et Øieblik vende tilbage til Din fingerede første Kjærlighed, saa vilde jeg sige: maaskee lykkedes det Dig at besværge alle Magter, og dog voxede der ikke fjernt fra Dig en Mistelteen. Den skjød op, den viftede Dig Kølighed til, og dog skjulte den en endnu høiere Varme i sig; og I glædede Eder over den; men denne Mistelteen er en Betegnelse af den febersyge Uro, der er Livsprincipet i Din Kjærlighed, den køler og heder, den vexler bestandig, ja Du kunde i samme Øieblik ønske, at I maatte have en Evighed for Eder og at dette Nu var det sidste; og derfor er Din Kjærligheds Død vis.

Vi saae altsaa, hvorledes den første Kjærlighed kunde træde i Forhold til det Ethiske og det Religiøse, uden at dette skete gjennem en Reflexion, der altererede den, da den blot droges