Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/61

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

58

op i en høiere umiddelbar Concentricitet. I en vis Forstand er der foregaaet en Forandring, og det er den, jeg nu vil betragte, hvad man kunde kalde Elskerens og Elskerindens Metamorphose til Brud og Brudgom. Idet den første Kjærlighed henføres til Gud, skeer dette saaledes, at de Elskende takke Gud derfor. Herved foregaaer en forædlende Forvandling. Den Svaghed, der ligger Manden nærmest, er at indbilde sig, at han har erobret den Pige, han elsker; han føler sin Overlegenhed heri, men dette er ingenlunde æsthetisk. Idet han derimod takker Gud, da ydmyger han sig under sin Kjærlighed, og det er i Sandhed langt skjønnere at tage den Elskede som en Gave af Guds Haand, end at have undertvunget al Verden for at erobre hende. Dertil kommer, at Den, der i Sandhed elsker, hans Sjæl vil ikke finde Hvile, førend han saaledes har ydmyget sig for Gud; og den Pige, han elsker, er ham i Sandhed for meget til at turde tage hende endog i den skjønneste og ædleste Forstand som et Bytte. Og skulde det glæde ham at erobre og erhverve hende, saa vil han vide, at den daglige Erhverven gjennem et heelt Liv er passende, ikke en kort Forliebelses overnaturlige Kraft. Dog dette skeer jo ikke som om der var gaaet en Tvivl iforveien, men det skeer umiddelbart. Det egentlige Liv i den første Kjærlighed bliver altsaa tilbage, men det Fuselagtige, om jeg saa tør sige, borttages. Det andet Kjøn er det naturligere for, at føle Overvægten, at ligge under for den, og om hun end føler sig glad og lykkelig i det at være Intet, saa er det dog let paa Veie til at blive noget Usandt. Naar hun nu takker Gud for den Elskede, da er hendes Sjæl sikker mod at lide; derved at hun kan takke Gud, fjerner hun Den, hvem hun elsker, blot saa meget fra sig, at hun ligesom kan trække Veiret. Og dette skeer ikke som Følge af en ængstende Tvivl, en saadan kjender hun ikke, men det skeer umiddelbart.

Jeg antydede allerede i det Foregaaende, at den om end illusoriske Evighed, der var i den første Kjærlighed, gjorde den sædelig. Idet nu de Elskende henføre deres Kjærlighed til Gud, saa vil denne Tak allerede give den et absolut Evigheds-