Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/78

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

75

det Uanseeligste og Ubetydeligste, alt eftersom man tager det, og man faaer Leilighed til at gjøre et dybt Indblik i et Menneske, naar man erfarer, hvorledes han tænker i denne Henseende. Et spædt Barn kan næsten virke comisk paa En, naar man tænker paa dets Pretention paa at være et Menneske; det kan virke tragisk, naar man tænker paa, at det kommer til Verden med Skrig, at det varer længe inden det glemmer at skrige, og at Ingen har forklaret dette Barneskrig. Saaledes kan det virke paa mange Maader; men den religiøse Betragtning, der dog godt kan træde i Forhold til de andre, bliver den skjønneste. Og nu Du, Du elsker jo Mulighed, og dog vil vist Tanken om Børn ikke virke glædeligt paa Dig; thi jeg tvivler ikke paa, at Din nysgjerrige og vagabonde Tanke ogsaa har tittet ind i denne Verden. Det kommer naturligviis deraf, at Du vil have Muligheden i Din Magt. Du holder meget af at være i den Tilstand, i hvilken Børn ere, naar de i det mørke Værelse vente paa Juletræets Aabenbarelse; men et Barn er rigtignok en ganske anden Art af Mulighed, og saa alvorlig, at Du vel neppe vilde have Taalmod til at bære den. Og dog ere Børn en Velsignelse. Det er skjønt og godt, at et Menneske med dyb Alvor tænker paa sine Børns Bedste, men naar han dog ikke stundom mindes, at det ikke blot er en Pligt, der er paalagt ham, et Ansvar, men at de ogsaa ere en Velsignelse, og at Gud i Himlen ikke har glemt, hvad Menneskene ikke engang glemme, at lægge en Gave paa Vuggen, har han dog ikke udvidet sit Hjerte hverken til æsthetiske eller til religiøse Følelser. Jo mere et Menneske er istand til at fastholde, at Børn er en Vslsignelse, gjennem jo færre Kampe og med jo mindre Tvivl han bevarer dette Klenorie, det eneste Gode, som det spæde Barn er i Besiddelse af, men ogsaa i lovlig, da Gud selv har indsat det deri, desto skjønnere, desto mere æsthetisk, desto mere religiøst. Jeg slendrer ogsaa undertiden om paa Gaden, overlader mig til mine egne Tanker og til det Indtryk, den øieblikkelige Omgivelse fremkalder. Jeg har seet en fattig Kone; hun drev en Smaa-Handel, ikke i en Butik eller et Skur, men hun stod paa den aabne Plads; hun stod der i Regn og Blæst