Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/79

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

76

med en Lille paa Armen; selv var hun reenlig og net, Barnet omhyggeligt indsvøbt. Jeg har seet hende mange Gange. Der kom en fornem Dame forbi, som næsten irettesatte hende, fordi hun ikke lod Barnet blive hjemme, og det saa meget mere som det jo blot var hende til Hinder. Og der kom en Præst den samme Vei forbi, og han nærmede sig hende, han vilde skaffe Barnet en Plads i et Asyl. Hun takkede ham venligt, men Du skulde have seet det Blik, hvormed hun bøiede sig ned og saae til Barnet. Havde det været indefrosset, dette Blik havde optøet det; havde det været dødt og koldt, dette Blik havde kaldet det tillive; havde det været forkommet af Sult og Tørst, dette Bliks Velsignelse havde vederqvæget det. Men Barnet sov, og end ikke dets Smiil kunde lønne Moderen. See denne Qvinde fornam, at et Barn er en Velsignelse. Dersom jeg var Maler, jeg vilde aldrig male andet end denne Qvinde. Et saadant Syn er en Sjeldenhed, det er som en sjelden Blomst, der hører Lykke til at faae at see. Men Aandens Verden er ikke Forfængeligheden underlagt, har man fundet Træet, saa blomstrer det stadigt; hende har jeg ofte seet. Jeg har viist min Kone hende; jeg har ikke gjort mig vigtig, ikke sendt hende rige Gaver, som om jeg havde en guddommelig Fuldmagt til at belønne, jeg har ydmyget mig under hende; hun trænger i Sandhed hverken til Guld eller fornemme Damer, eller Asyler og Præster, eller til en stakkels Assessor i Hof- og Stads-Retten og hans Frue. Hun trænger overhovedet til Intet, uden at Barnet engang vil elske hende med samme Ømhed, og heller ikke dette trænger hun til, men det er den Løn, hun har fortjent, en Velsignelse, som Himlen ikke vil lade udeblive. At dette er smukt, at det rører selv Dit hærdede Hjerte, kan Du ikke negte. Jeg skal derfor ikke, for at bibringe Dig den Anerkjendelse, at et Barn er en Velsignelse, gribe til de Skrækkebilleder, man ofte bruger, naar man vil forfærde den Ugifte ved Tanken om, hvor ene han engang skal komme til at staae, hvor ulykkelig, ikke omringet af en Børneflok. Deels vilde Du nemlig formodentlig ikke lade Dig forskrække, idetmindste ikke af mig, ja ikke af den hele Verden (naar Du er ene med Dig