177
og den fordrer derfor, at Marie skal gjøre det Samme. Hendes Stolthed bryder ud i Had, Omgivelsen puster til, hun giver sig Luft i stærke Ord og kraftfulde dygtige Forsætter, og beruser sig deri. Omgivelsen glæder sig. Den mærker ikke, hvad hun selv neppe vil tilstaae for sig selv, at hun i næste Øieblik er svag og mat, den mærker ikke den ængstende Anelse, der griber hende, om at den Kraft, hun i enkelte Øieblikke har, er en Skuffelse. Dette skjuler hun omhyggeligt og tilstaaer det for Ingen. Omgivelsen fortsætter de theoretiske Øvelser med Held, men begynder dog at ville spore de praktiske Virkninger. Disse udeblive. Omgivelsen vedbliver at ophidse hende, hendes Ord forraade indre Styrke, og dog fatter den en Mistanke om, at det ikke hænger rigtigt sammen. Den bliver utaalmodig, den vover det Yderste, den jager Spottens Sporer i hendes Side for at jage hende op. Det er for sildigt. Misforstaaelsen er indtraadt. At han virkelig var en Bedrager, har for Omgivelsen intet Ydmygende, men vel for Marie. Den Hævn, der tilbydes hende, at foragte ham, har dog ikke ret meget at betyde; thi for at den skulde have det, maatte han elske hende, men det gjør han jo ikke, og hendes Foragt bliver en Anviisning, som Ingen honorerer. Paa den anden Side har det for Omgivelsen intet Smerteligt, at Clavigo er en Bedrager, men for Marie, og han mangler dog ikke ganske en Forsvaret i hendes Indre. Hun føler, hun er gaaet for vidt, hun har ladet en Styrke ane, hun ikke er i Besiddelse af, det vil hun ikke vedgaae. Og hvad Trøst ligger der ogsaa i at foragte? Saa er det bedre at sørge. Dertil kommer, hun eier maaskee en eller anden hemmelig Note, der er af stor Betydning til Textens Forklaring, men som tillige er af den Beskaffenhed, at den kan sætte ham i et fordeelagtigere eller ufordeelagtigere Lys, alt efter Omstændighederne. Hun har imidlertid ikke indviet og vil ikke indvie Nogen deri, thi var han ikke en Bedrager, saa var det jo dog tænkeligt, at han fortrød dette Skridt, og vendte tilbage, eller, hvad der var endnu herligere, at han maaskee i ikke behøvede at fortryde det, at han absolut kunde retfærdiggjøre sig eller forklare Alt, og da vilde det maaskee blive et
