178
Anstød, hvis hun havde gjort Brug deraf, da vilde det gamle Forhold ikke mere lade sig tilveiebringe, og det var da hendes egen Skyld, thi det var hende, der havde skaffet ham Medvidere i hans Kjærligheds hemmeligste Væxt; og kunde hun virkelig overbevise sig om, at han var en Bedrager, ja da var Alt hende dog ligegyldigt, og det var dog i hvert Fald smukkest af hende, ikke at gjøre Brug deraf.
Saaledes har nu Omgivelsen mod sin Villie været hende behjælpelig i at udvikle en ny Lidenskab, Jalousi paa hendes egen Sorg. Hendes Beslutning er fattet, Omgivelsen mangler i enhver Retning Energi til at harmonere med hendes Lidenskab — hun tager Sløret; hun gaaer ikke i Kloster, men hun tager Sorgens Slør, der skjuler hende for ethvert fremmed Blik. Hendes Udvortes er stille, det Hele er glemt, hendes Tale lader Intet ane, hun aflægger sig selv Sorgens Løfte og nu begynder hun sit ensomme skjulte Liv. I samme Øieblik er Alt forandret; før var det hende dog som om hun kunde tale med Andre, men nu er hun ikke blot bunden ved det Tausheds-Løfte, hendes Stolthed aftvang hende med hendes Kjærligheds Samtykke, eller som hendes Kjærlighed fordrede og Stoltheden billigede, men hun veed nu slet ikke, hvor hun skal begynde eller hvorledes, og dette ikke fordi der er kommet nye Momenter til, men fordi Reflexionen har seiret. Hvis En nu vilde spørge hende, hvorover hun sørgede, da vilde hun Intet have at svare, eller hun vilde svare paa samme Maade som hiin Viismand, der blev adspurgt, hvad Religion var, og forlangte Betænkningstid og atter Betænkningstid, og saaledes bestandigt blev Svar skyldig. Nu er hun tabt for Verden, tabt for hendes Omgivelse, levende indmuret; med Veemod dækket hun den sidste Aabning; hun føler, at endnu i dette Øieblik var det maaskee muligt at aabenbare sig, i næste Øieblik er hun for evig fjernet fra dem. Dog, det er afgjort, urokkeligt afgjort, og ikke behøver hun, som En der ellers bliver levende indmuret, at frygte for, at, naar det ringe Forraad af Brød og Vand, der medgaves hende, er opbragt, hun da skal omkomme, thi hun har Næring for lang Tid; ikke behøver hun
