217
døde i sin Alderdom, lykkeligere Den, der døde i sin Ungdom, lykkeligst Den, der døde idet han blev født, allerlykkeligst Den, der aldrig var født. Men saaledes er det ikke, Døden er den fælles Lykke for alle Menneske, og forsaavidt som derfor den Ulykkeligste ikke er funden, da maa han være at søge indenfor denne Begrændsning.
See, Hoben forsvandt, Tallet formindskedes. Ikke siger jeg nu: skjænker mig Eders Opmærksomhed, thi jeg veed, jeg har den; ikke: laaner mig Eders Øren, thi jeg veed, de tilhøre mig. Eders Øine funkle, I reise Eder i Sæderne. Det er en Væddestrid, som det vel er værd at være med i, en Kamp endnu forfærdeligere end om den var paa Liv og Død; thi Døden frygte vi ikke. Men Belønningen, ja den er stoltere end nogen anden i Verden, og vissere; thi Den der er forsikkrer om, at han er den Ulykkeligste, han behøver jo ikke at frygte Lykken, han skal ikke smage den Ydmygelse i sin sidste Stund at maatte raabe: Solon, Solon, Solon!
Saa aabne vi da en fri Concurrence, fra hvilken Ingen hverken ved Stand eller ved Alder skal være udelukket. Udelukket er Ingen uden den Lykkelige og Den, som frygter Døden — velkommen er ethvert værdigt Medlem af de Ulykkeliges Menighed, Høisædet bestemt for enhver virkelig Ulykkelig, Graven for den Ulykkeligste. Min Stemme lyder ud i Verden, hører den, alle I, som kalde Eder Ulykkelige i Verden, men som ikke frygte Døden. Min Stemme lyder tilbage i Tiden; thi ikke ville vi være sophistiske nok til at udelukke de Afdøde, fordi de ere døde, thi de have jo levet. Jeg besværger Eder, tilgiver, at jeg et Øieblik forstyrrer Eders Ro; møder ved denne tomme Grav. Tre Gange raaber jeg det høit ud over Verden, hører dette, I Ulykkelige; thi ikke er det vor Hensigt her i en Afkrog af Verden at afgjøre denne Sag imellem os. Stedet er fundet, hvor den maa afgjøres for Alverden!
Dog førend vi gaae over til at afhøre de Enkelte, lader os gjøre os skikkede til at sidde her som værdige Dommere og Medstridere. Lader os styrke vor Tanke, væbne den mod Øiets Besnærelse; thi hvilken Stemme er vel saa indsmigrende som den Ulykkeliges, hvilken saa bedaarende som den
