218
Ulykkeliges, naar han taler om sig egen Ulykke. Lader os gjøre os værdige til at sidde som Dommere, Medstridere, at vi ikke tabe Oversigten, ikke forvirres af de Enkelte; thi Sorgens Veltalenhed er uendelig og uendelig opfindsom. Vi ville dele de Ulykkelige i bestemte Flotte, og kun Een for hver bliver stedet til Orde; thi dette ville vi ikke negte, at intet enkelt Individ er det ulykkeligste, men at det er en Klasse; men derfor ville vi ikke tage i Betænkning at tilkjende Repræsentaten for denne Klasse Navnet: den Ulykkeligste, ikke tage i Betænkning at tilkjende ham Graven.
I alle Hegels systematiske Skrifter er der et Ansnit, der handler om den ulykkelige Bevidsthed. Med en inderlig Uro og Hjertebanken gaaer man altid til Læsningen af saadanne Undersøgelser, med Frygt for, at man skal faae for Meget eller for Lidet at vide. Den ulykkelige Bevidsthed det er et Ord, der blot tilfældig anbragt i Talens Løb næsten kan faae Blodet til at isne, Nerverne til at gyse, og nu, saa udtrykkelig udtalt, ligesom hiint hemmelighedsfulde Ord i en Fortælling af Clemens Brentano: tertia nux mors est — kan bringe En som en Synder til at skjælve. Ak, lykkelig Den, der ikke har mere med den Sag at gjøre end at skrive en Paragraph derom; endnu lykkeligere Den, der kan skrive den følgende. Den Ulykkelige er nu Den, der har sit Ideal, sit Livs Indhold, sin Bevidstheds Fylde, sit egentlige Væsen paa en eller anden Maade udenfor sig. Den Ulykkelige er altid sig selv fraværende, aldrig sig selv nærværende. Men fraværende kan man aabenbar være enten i den forbigangne eller den tilkommende Tid. Herved er tilstrækkelig hele den ulykkelige Bevidstheds Territorium omskrevet. For denne faste Begrændsning ville vi takke Hegel, og nu, da vi ikke blot ere Philosopher, der paa Afstand see dette Rige, ville vi som Indfødte nøiere iagttage de forskjellige Stadier, der ligge heri. Den Ulykkelige er altsaa fraværende. Men fraværende er man, naar man er enten i den forbigangne eller tilkommende Tid. Udtrykket maa her urgeres; thi det er aabenbart, hvad Sprogvidenskaben ogsaa lærer os, at der er et tempus, der er nærværende i en forbigangen Tid, og et tempus, der er nærværende i en tilkommende; men tillige lærer samme
