244
til at blive Redakteur; hans Navn vil man finde paa dette Tidsskrifts Titelblad. Aldrig saasnart havde han opfattet denne Idee og aftalt det Fornødne med Forlæggeren, førend han en Aften sætter sig til sit Skriverbord, skriver den hele Nat igjennem — Breve til alle mulige Mennesker om Bidrag. Et saadant Brev, affattet i de forbindtligste Udtryk, fulde af de mest glimrende Udsigter, modtog ogsaa jeg. Imidlertid gjorde jeg kjæk Modstand, men lovede ham derimod paa enhver Maade at være ham til Tjeneste i at sætte Lidt til eller tage Lidt fra i de indsendte Artikler. Han selv arbeidede ufortrødent paa den første Artikel, der skulde aabne Tidsskriftet. Han var saa godt som færdig med den og havde nu den Godhed at vise mig den. Vi tilbragte en meget behagelig Formiddag; han syntes tilfreds med mine Bemærkninger, forandrede Et og Andet. Stemningen var ypperlig, vi spiste Frugt, Confekturer og drak Champagne; han fornøiede mig ved sin Artikel, jeg syntes at tilfredsstille ham ved mine Observationer, da vil min uheldige Stjerne, at idet jeg bøier mig hen for at tage en Aprikos, vælter jeg Blækhuset over det hele Manuscript. Min Ven blev som en Rasende. „Det Hele er forspildt; det første Hefte af mit Tidsskrift kommer ikke ud til den bestemte Tid, min Credit er forspildt, Subscribenterne falde fra, Du veed ikke, hvor meget Arbeide man har for at faae Subscribenter, og naar man saa har faaet dem, saa er de dog ligesom hvervede Tropper troløse og benytte enhver Leilighed til at slippe fra En. Alt er tabt, der er intet Andet for, Du maa levere en Artikel. Jeg veed, Du har Manuscripter liggende, hvorfor vil Du ikke lade dem trykke, Du har jo Din Kritik over den første Kjærlighed, lad mig faae den, jeg skal gjøre den færdig; jeg beder Dig, jeg besværger Dig ved vort Venskab, ved min Ære, ved mit Tidsskrifts Fremtid”.
Han modtog Artiklen og mit Blækhorn blev da Anledningen til, at min lille Kritik blev en Virkelighed, der nu er — jeg siger det med Gru — publici juris.
