245
Skulde man med faa Ord antyde den moderne, især den Scribeske Comedies Fortjeneste i Forhold til den ældre, saa kunde man maaskee udtrykke denne saaledes: den poetiske Figurs personlige Gehalt bliver commensurabel for Dialogen, Monologens Udgydelser gjøres overflødige; den dramatiske Handlings Gehalt bliver commensurabel for Situationen, novellistiske Oplysninger gjøres overflødige; Dialogen endelig bliver hørlig i Situationens Gjennemsigtighed. Der bliver da ingen Oplysninger nødvendige for at orientere Tilskueren, intet Ophold i Dramaet nødvendigt for at give Vink og Beretninger. Saaledes gaaer det til i Livet, hvor man hvert Øieblik behøver forklarende Noter; men saaledes bør det ikke gaae til i Poesien. Tilskueren kan da sorgløst nyde, uforstyrret indsuge det dramatiske Liv. Men idet det nyere Drama saaledes synes at fordre mindre Selvvirksomhed hos Tilskueren, fordrer det dog paa en anden Maade maaskee mere, eller rettere sagt det fordrer det ikke, men hævner Forglemmelsen deraf. Jo ufuldkomnere den dramatiske Form eller Dramaets Bygning er, desto hyppigere bliver Tilskueren pirret op af sin Søvn, saafremt han sover. Naar man bliver skumplet paa en maadelig Landevei, hvor snart Vognen støder an mod en Steen, snart Hestene blive hængende i Krattet, saa er der ikke god Leilighed til at sove. Er Veien derimod en Farimags-Vei, saa kan man ret have Tid og Leilighed til at see sig om, men ogsaa mere ugeneert falde i Søvn. Saaledes med det nyere Drama, Alt skeer saa let og hurtigt, at Tilskueren, naar han ikke bringer lidt Attention med, gaaer Glip af Meget. Vel er det sandt, at et Femakts-Stykke af den ældre Comedie og et Femakts-Stykke af den nyere vare lige længe; men Spørgsmaalet bliver altid, om der skeer lige meget.
Videre at udføre denne Undersøgelse kunde vel have sin Interesse, men ikke for denne Anmeldelse; mere detailleret at eftervise det i Scribes Theater kunde vel have sin Betydning, men jeg troer, at den nøiagtigen Omtale af det lille Mesterværk, der er Gjenstand for nærværende Betragtning, vil være tilstrækkelig. Jeg vil saameget hellere dvæle ved nærværende
