251
Skridt, som han beslutter sig til af flere Grunde. For det Første er Pigen riig og giver Udsigt til 50,000 Francs i aarlig Rente; for det Andet er der et venskabeligt Forhold mellem Pigens Fader og hans Fader; for det Tredie har han i Spøg yttret, at han nok skulde beseire denne knibske Skjønhed; for det Fjerde er det virkelig en elskværdig Pige. Den Grund kommer sidst, den er en senere tilkommen Note.
Vi have saaledes betragtet de enkelte Kræfter i Stykket og gaae nu over til at undersøge, hvorledes disse maae stilles i Forhold til hverandre for at vinde dramatisk Interesse. Her vil man let faae Leilighed til at beundre Scribe. Stykket maa lægges an paa Emmeline, derom kan ingen Tvivl være. Emmeline er overhovedet vant til at herske, det er derfor i sin Orden, at hun ogsaa i Stykket er den Dominerende. Hun har alle mulige Egenskaber til at blive en Heltinde, dog ikke substantielt, men i negativ Forstand. Hun er da comisk, og ved hende Stykket et Lystspil, Hun er vant til at herske, som det sømmer sig en Heltinde, men det, hun behersker, er en Nar af en Fader, Tjenestetyende o. s. v. Hun har Pathos, men da dens Indhold er Nonsens, saa er hendes Pathos væsentlig Snak; hun har Lidenskab, men da dens Indhold er et Phantom, saa er hendes Lidenskab væsentlig Galskab; hun har Sværmeri, men da dets Indhold er Intet, saa er hendes Sværmeri væsentlig Pjattethed; hun vil bringe sin Lidenskab ethvert Offer, det er, hun vil offre Alt for Intet. Som comisk Heltinde er hun uforlignelig. Hos hende dreier Alt sig om en Indbildning, og Alt udenfor hende dreier sig igjen om hende og derned om hendes Indbildning. Man seer let, hvor fuldendt comisk det hele Anlæg maa blive, man skuer ind deri, som skuede man ned i en Afgrund af Latterlighed.
Emmelines Indbildning gaaer ud hverken paa mere eller mindre, end at hun elsker sin Fætter Charles, som hun ikke har seet siden hun var otte Aar gammel. Det Hoved-Argument, ved hvilket hun søger at værne om sin Illusion, er følgende: den første Kjærlighed er den sande Kjærlighed, og man elsker kun engang.