367
ei en pretentionsfuld Pragtblomst. Som en Læge kan jeg derfor med Fornøielse iagttage alle Symptomer i denne Sundheds-Historie.
Efterhaanden begynder jeg i mit Angreb at rykke hende
nærmere, at gaae over til mere direkte Angreb. Skal jeg
betegne denne Forandring paa mit militaire Kort over Familien,
saa vil jeg sige: jeg har dreiet min Stol saaledes, at jeg nu
vender Siden til hende. Jeg indlader mig mere med hende,
tiltaler hende, aflokker hende Svar. Hendes Sjæl har
Lidenskab, Heftighed, og uden at være ved naragtige og
forfængelige Reflexioner tilspidset paa det Aparte, har den en Trang
til det Ualmindelige. Min Ironi over Menneskenes
Daarlighed, min Spot over deres Feighed, over deres lunkne
Dorskhed fængsler hende. Hun holder nok af at styre Solvognen
over Himlens Bue, at komme Jorden for nær og svie
Menneskene en Smule. Stole paa mig gjør hun imidlertid ikke;
hidtil har jeg forhindret enhver Tilnærmelse endog i aandelig
Henseende. Hun maa styrkes i sig selv, inden jeg lader hende
hvile sig til mig. Glimtviis kan det vel see ud som om det
var hende, jeg vilde gjøre til min Fortrolige i mit Frimureri,
men det er ogsaa kun glimtviis. Hun selv maa udvikles i sig
selv; hun maa føle sin Sjæls Spændkraft, hun maa tage og
løfte paa Verden. Hvad Fremgang hun gjør, det viser hendes
Replik mig let, og hendes Øie; jeg har en ganske enkelt Gang
seet en Tilintetgjørelsens Vrede deri. Mig maa hun Intet
skylde; thi fri maa hun være, kun i Frihed er Kjærlighed, kun
i Frihed er Tidsfordriv og evig Moro. Uagtet jeg nemlig
lægger an paa, at hun ligesom med en Natur-Nødvendighed
maa synke i min Favn, stræber at bringe det dertil, at hun
graviterer til mig, saa gjælder det dog tillige om, at hun ikke
falder som et tungt Legeme, men saaledes som Aand graviterer
mod Aand. Uagtet hun skal tilhøre mig, maa dette dog ikke
være identisk med det Uskjønne, at hun hviler paa mig som en
Byrde. Hun maa hverken være mig i physisk Hensende et
Paahæng, eller i moralsk Henseende en Forpligtelse. Imellem