368
os To skal kun herske Frihedens eget Spil. Hun skal være mig saa let, at jeg kan tage hende paa min Arm.
Næsten beskjæftiger Cordelia mig altfor meget. Jeg taber
igjen min Ligevægt, ikke ligeoverfor hende, naar hun er tilstede,
men naar jeg i strengeste Forstand er alene med hende. Jeg
kan længes efter hende, ikke for at tale med hende, men blot
for at lade hendes Billede svæve mig forbi; jeg kan liste mig
efter hende, naar jeg veed, hun er gaaet ud, ikke for at blive
seet, men for at see. Forleden Aften fulgtes vi ud af Døren
fra Baxters; Edvard ledsagede hende. I største Hast skiltes jeg
fra dem, iilte om ad en anden Gade, hvor min Tjener ventede
mig. I et Nu var jeg klædt om, og mødte hende endnu
engang, uden at hun anede det. Edvard var da stum som
altid. Forelsket er jeg vistnok, men ikke i almindelig Forstand,
og dermed maa man ogsaa være meget forsigtig, det har altid
farlige Conseqventser; og man er det jo kun eengang. Dog,
Kjærlighedens Gud er blind; naar man er kløgtig, kan man
nok narre ham. Kunsten er i Forhold til Indtryk at være
saa modtagelig som muligt, at vide, hvad Indtryk man gjør
paa, og hvad Indtryk man faaer af enhver Pige. Paa den
Maade kan man endog være forelsket i Mange paa eengang,
fordi man er forskjelligt forelsket i den Enkelte. At elske Een
er for lidt; at elske Alle er Overfladiskhed; at kjende sig selv
og elske saa mange som muligt, at lade sin Sjæl skjule alle
Elskovens Magter i sig saaledes, at hver faaer sin bestemte
Næring, medens dog Bevidstheden omfatter det Hele — det er
Nydelse, det er at leve.
Edvard kan egentlig ikke klage paa mig. Vel vil jeg, at Cordelia skal forsee sig paa ham, at hun ved ham skal faae Afsmag paa den slette og rette Kjærlighed og derved gaae ud over sin egen Grændse; men dertil hører netop, at Edvard ingen Karrikatur er; thi saa hjælper det ikke. Edvard er nu ikke blot i borgerlig Forstand et godt Parti, det har i hendes