369
Øine Intet at betyde, en Pige paa sytten Aar seer ikke paa Sligt; men han har adskillige personlige elskværdige Egenskaber, som jeg søger at hjælpe ham at sætte i det fordeelagtigste Lys. Som en Pyntekone, som en Decorateur styrer jeg ham saa godt ud som muligt, efter Husets Kræfter, ja jeg hænger stundom lidt laant Stads paa ham. Naar vi da følges ad derhen, er det mig ganske besynderligt at gaae ved hans Side. Det er mig som var han min Broder, min Søn, og dog er han min Ben, min Jævnaldrende, min Rival. Farlig kan han aldrig blive mig. Jo mere jeg derfor kan faae ham hævet, da han dog skal falde, desto bedre, desto mere Bevidsthed vækker det i Cordelia om hvad hun forsmaaer, desto heftigere Anelse om hvad hun attraaer. Jeg hjælper ham til Rette, jeg anbefaler ham, kort jeg gjør Alt hvad en Ven kan gjøre for en Ven. For ret at give min Kulde Relief, ivrer jeg næsten mod Edvard. Jeg skildrer ham som en Sværmer. Da Edvard slet ikke veed at hjælpe sig selv, saa maa jeg trække ham frem.
Cordelia hader og frygter mig. Hvad frygter en ung
Pige? Aand. Hvorfor? fordi Aand udgjør Negationen af
hele hendes qvindelige Existents. Mandlig Skjønhed, et
indtagende Væsen o. s. v. ere gode Midler. Man kan ogsaa gjøre
Erobring med dem, men aldrig vinde en fuldkommen Seir.
Hvorfor? fordi man bekriger en Pige i hendes egen Potents,
og i hendes egen Potents er hun dog altid den stærkeste. Ved
hine Midler kan man bringe en Pige til at rødme, til at slaae
Øiet ned, men aldrig frembringe den ubeskrivelige, besnærende
Angst, der gjør hendes Skjønhed interessant.
Non formosus erat, sed erat facundus Ulixes,
et tamen aequoreas torsit amore Deas.
Enhver bør nu kjende sine Kræfter. Men det er Noget, der ofte har oprørt mig, at selv de, der have Gaver, bære sig saa fuskeragtigt ad. Egentlig burde man strax kunne see paa enhver ung Pige, der er bleven et Offer for en Andens eller rettere for sin egen Kjærlighed, i hvilken Retning hun er bleven bedragen. Den øvede Morder fører et bestemt Stød, og det
