378
var høitidelig. Jeg vedblev: „eller skal jeg tilskrive det et Tilfælde, et Rygtes generatio æqvivoca” (dette Ord forstod Cordelia aabenbart ikke, det gjorde hende blot uklar, saa meget mere som jeg lagde et falsk Eftertryk derpaa, sagde det med en polisk Mine, som om Pointet laae her), „at jeg, der er vant til at leve skjult i Verden, er bleven Gjenstand for Omtale, idet man paastaaer, at jeg er bleven forlovet;” Cordelia savnede aabenbart endnu min Fortolkning, jeg vedblev: „mine Venner, da det dog altid maa ansees for en stor Lykke at blive forelsket (hun studsede), mine Fjender, da det dog altid maa ansees for saare latterligt, om denne Lykke faldt i mit Lod” (Bevægelse i den modsatte Retning), „eller Tilfældet, da der ikke er mindste Grund dertil; eller Rygtets generatio æqvivoca, da det Hele vel maa være opkommet i et tomt Hoveds tankeløse Omgang med sig selv.” Tanten hastede med qvindelig Nysgjerrighed efter at faae at vide, hvo denne Dame kunde være, med hvem man havde behaget at forlove mig. Ethvert Spørgsmaal i denne Retning blev afviist. Paa Cordelia gjorde den hele Historie et Indtryk, jeg troer næsten, at Edvards Aktier steg et Par Points.
Det afgjørende Øieblik nærmer sig. Jeg kunde henvende
mig til Tanten, skriftligt anholde om Cordelias Haand. Det
er jo den ordinaire Fremgangsmaade i Hjerte-Anliggender, som
om det var Hjertet naturligere at skrive end at tale. Hvad
der imidlertid skulde bestemme mig til at vælge den, er netop
det Philisteragtige ved den. Vælger jeg den, saa gaaer jeg
glip af den egentlige Overraskelse, og den kan jeg ikke give
Afkald paa. — Dersom jeg havde en Ven, saa vilde han
maaskee sige til mig: har Du vel overveiet det høist alvorlige
Skridt, Du gjør, et Skridt, der er afgjørende for Dit hele
følgende Liv og for et andet Væsens Lykke. Den Fordeel har
man nu, naar man har en Ven. Jeg har ingen Ven; om det
er en Fordeel, skal jeg lade uafgjort, derimod anseer jeg det,
at være fri for hans Raad, for en absolut Fordeel. Forøvrigt
