379
har jeg visselig gjennemtænkt den hele Sag i Ordets strengeste Betydning.
Fra min Side er der nu Intet til Hinder for Forlovelsen. Jeg gaaer altsaa paa Frierbeen, hvo skulde see det paa mig. Snart skal min ringe Person sees fra et høiere Standpunkt. Jeg ophører at være Person og bliver — Parti; ja et godt Parti, vil Tanten sige. Den, det næsten gjør mig mest ondt for, er Tanten; thi hun elsker mig med en saa reen og oprigtig landøkonomisk Kjærlighed, hun tilbeder mig næsten som sit Ideal.
Nu har jeg gjort mange Kjærligheds-Erklæringer i mit
Liv, og dog hjælper al min Erfaring mig slet ikke her; thi
denne Erklæring maa gjøres paa en ganske egen Maade. Hvad
jeg fornemmelig maa indprente mig selv, er, at det Hele blot
er en fingeret Bevægelse. Jeg har holdt adskillige Trin-Øvelser
for at see, i hvilken Retning man bedst kunde træde op. At
gjøre Øieblikket erotisk, vilde være betænkeligt, da det let vilde
kunne foregribe hvad der senere skal komme, og successivt
udfolde sig; at gjøre det meget alvorligt, er farligt; et saadant
Moment er for en Pige af saa megen Betydning, at hendes
hele Sjæl kan fixeres deri, ligesom en Døende i sin sidste
Villie; at gjøre det cordialt, lav-comisk, vilde ikke harnonere
med min hidtil brugte Maske, ikke heller med den nye, jeg
agter at anlægge og bære; at gjøre det vittigt og ironisk er for
meget vovet. Naar det stod sig med mig, som med Folk i
Almindelighed ved slig Leilighed, at Hovedsagen var mig, at
faae fremlokket det lille Ja, saa var det som Fod i Hose.
Mig er dette vel af Vigtighed, men ikke af absolut Vigtighed;
thi skjøndt jeg nu eengang har udseet mig denne Pige, skjøndt
jeg har henlagt megen Opmærksomhed, ja hele min Interesse
paa hende, saa var der dog Betingelser, under hvilke jeg ikke
vilde modtage hendes Ja. Det er mig slet ikke om at gjøre i
udvortes Forstand at besidde Pigen, men kunstnerisk at nyde
hende. Derfor maa Begyndelsen være saa kunstnerisk som
muligt. Begyndelsen maa være saa svævende som muligt, den
