Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/435

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

419

Dersom hun er det, saa er hun af en Degnedatter at være ualmindelig smuk og ualmindelig smagfuldt paaklædt. Den Degn maa have et godt Levebrød. Der falder mig Noget ind, skulde det maaskee være en lille Fuldblods-Frøken, der er kjed af at kjøre i Eqvipagen, som maaskee foretager en Fodtour ud til Landstedet, og nu tillige vil forsøge sig i et lille Eventyr. Vel muligt, Sligt er ikke uhørt. — Bonden veed ingen Ting, han er et Fæ, der kun veed at drikke. Ja ja, drik han kun, min Fa'er, det er ham vel undt. — Men hvad seer jeg, det er jo hverken mere eller mindre end Jfr. Jespersen, Hansine Jespersen, en Datter af Grossereren derinde. Ih Gud bevares, vi to kjende jo hinanden. Det var hende, jeg engang mødte i Bredgaden, hun kjørte baglænds, hun kunde ikke faae Vinduet op; jeg tog mine Briller op, og havde nu den Fornøielse at følge hende med mit Øie. Det var en meget generet Stilling, der var saa Mange i Vognen, at hun ikke kunde bevæge sig, og gjøre Anskrig turde hun formodentlig ikke. Den nuværende Stilling er nok saa generet. Vi To ere bestemte for hinanden, det er klart. Det skal være en romantisk lille Pige; hun er bestemt ude paa egen Haand. — Der kommer min Tjener med Tørvebonden. Han er aldeles drukken. Det er afskyeligt, det er et fordærvet Folkefærd disse Tørvebønder. Ak ja! Og dog er der endnu værre Mennesker til end Tørvebønder. — See saa, nu er De kommen net op at age. Nu bliver De selv nødt til at kjøre Hestene, det er ganske romantisk. — De refuserer mit Tilbud, De paastaaer, at De er meget godt kjørende. De bedrager mig ikke; jeg mærker nok, hvor lumsk De er. Naar De er kommen en lille Smule ud ad Veien, saa springer De af; i Skoven kan man let finde et Skjul. — Min Hest skal sadles; jeg følger til Hest. — See saa! nu er jeg færdig, nu kan De være sikker mod ethvert Overfald. — Bliv nu dog ikke saa forskrækkelig bange, saa vender jeg strax om igjen. Jeg vilde blot ængste Dem lidt og give Dem Anledning til at Deres naturlige Skjønhed maatte forhøies. De veed jo ikke af, at det er mig, der har ladet Bonden drikke fuld, og jeg har jo ikke tilladt mig et fornær-