422
Alvor at trække mig tilbage, da vil hun opdrive Alt for virkeligt at fængsle mig. Hun har ikke andre Midler dertil end selve det Erotiske, kun at dette nu vil vise sig efter en ganske anden Maalestok. Det er da et Vaaben i hendes Haand, som hun svinger mod mig. Jeg har da den reflekterede Lidenskab. Hun strider for sin egen Skyld, fordi hun veed, jeg eier det Erotiske; hun strider for sin egen Skyld, for at overvinde mig. Hun trænger selv til en høiere Form af det Erotiske. Hvad jeg ved at opflamme hende lærte hende at ane, det lærer nu min Kulde hende at fatte, men saaledes, at hun troer selv at opdage det. Dermed vil hun overrumple mig, hun vil troe i Dristighed at have overgaaet mig, og derved at have fanget mig. Hendes Lidenskab bliver da bestemt, energisk, sluttende, dialektisk; hendes Kys totalt, hendes Favnetag ikke hiatisk. — Hos mig søger hun sin Frihed og finder den desto bedre, jo fastere jeg omsluttet hende. Forlovelsen brister. Naar dette er skeet, trænger hun til lidt Hvile, for at der ikke i denne vilde Tummel skal fremkomme noget Uskjønt. Hendes Lidenskab samler sig endnu engang, og hun er min.
Ligesom jeg allerede i salig Edvards Tid indirekte
sørgede for hendes Lekture, saa gjør jeg det nu direkte. Det, jeg
byder, er hvad jeg anseer for den bedste Næring: Mythologi
og Eventyr. Dog har hun sin Frihed her som overalt, jeg
lytter Alt ud af hende selv. Er det der ikke iforveien, saa
lægger jeg det først ind.
Naar Tjenestepigerne om Sommeren skulle i Dyrehaven,
saa er det i Almindelighed en daarlig Fornøielse. De komme
der kun eengang om Aaret, og derfor skulle de ret have Lige
deraf. Saa skulle de have Hat og Shavl paa, og vanzire
dem selv paa enhver Maade. Lystigheden er vild, uskjøn,
lasciv. Nei, da holder jeg paa Frederiksberg-Have.
Søndag-Eftermiddag komme de der, og jeg ogsaa. Her er Alt
sømmeligt og decent, Lystigheden selv stillere og mere ædel.
Overhovedet det Mandfolk, der ikke har Sands for Tjenestepiger,
