424
men ikke gode at komme nær hverken i Kjøkkenet eller paa Frederiksberg, deres Væsen har noget stolt Frastødende Deres Nærværelse er derfor ved Modsætningen ikke uden Virkning, jeg savner dem ugjerne herude, men indlader mig sjeldent med dem. — Nu følge Hjertetropperne: Nyboders-Piger. Mindre af Væxt, fyldige, svulmende, fine i Huden, muntre, glade, vevre, snaksomme, lidt coquette og fremfor Alt barhovede. Deres Paaklædning maa gjerne nærme sig til en Dames, kun to Ting er at iagttage, at de ikke have Shavl men Tørklæde, ikke Hat paa, men høist en lille vims Kappe, helst maae de være barhovede. — — — — — See god Dag, Marie; skal jeg træffe Dem herude? Det er længe siden jeg har seet Dem. De er dog vel endnu hos Conferentsraadens? — „jo” — det er vist en meget god Condition? — „ja” — Men De er saa alene herude, har Ingen at følge med... ingen Kjæreste, har han maaskee ikke havt Tid idag, eller venter De ham — hvorledes, De er ikke forlovet? Det er jo umuligt. Den smukkeste Pige i Kjøbenhavn, en Pige, der, tjener hos Conferentsraaden, en Pige, der er en Prydelse og et Mønster for alle Tjenestepiger, en Pige, der veed at pynte sig saa net og ... saa rigt. Det er jo et nydeligt Lommetørklæde, De holder i Haanden, af det fineste Kammerdug... hvad seer jeg, med Broderi i Kanterne, jeg vedder det har kostet 10 Mk.... der er saamænd mangen fornem Dame, der ikke eier Magen... franske Handsker... en Silkeparaply... Og saadan en Pige skulde ikke være forlovet... Det er jo en Urimelighed. Erindrer jeg ikke meget feil, saa holdt Jens ogsaa ikke saa Lidt af Dem, De veed nok Jens, Grossererens Jens, ham paa anden Sal... See jeg traf rigtigt... hvorfor blev De da ikke forlovet, Jens var jo en smuk Karl, han havde en god Condition, maaskee var han ved Grossererens Indflydelse i Tidens Løb bleven Politibetjent eller Fyrbøder, det var ikke saa daarligt et Parti... De har bestemt selv Skyld, De har været for haard imod ham... „Nei! men jeg fik at vide, at Jens havde været forlovet eengang før med en Pige, som han slet ikke skal have behandlet kjønt.” — ...