Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/443

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

427

at der intet Skrift existerer om denne Sag. Hvis det da lykkes mig at blive færdig, vil jeg tillige afhjælpe et længe følt Savn. Skulde denne Mangel i Literaturen have sin Grund i at Philosopherne ikke tænke over Sligt, eller i at de ikke forstaae sig paa Sligt? — Enkelte Vink vil jeg allerede være istand til at meddele. Til et fuldstændigt Kys fordres, at det er en Pige og en Mand, der ere de Handlende. Et Mandfolke-Kys er smagløst, eller har, hvad værre er, Afsmag. — Dernæst troer jeg, at et Kys kommer Ideen nærmere, naar en Mand kysser en Pige end naar en Pige kysser en Mand. Hvor der i Aarenes Løb er tilveiebragt Indifferens i dette Forhold, der har Kysset tabt sin Betydning. Dette gjælder om det ægteskabelige Huuskys, hvormed Ægtefolkene, i Mangel af Serviet, tørre hinanden om Munden, idet der siges: velbekom's. — Er Afstanden i Alder meget stor, saa ligger Kysset udenfor Ideen. Jeg erindrer i en Pigeskole i en af Provindserne havde den ældste Classe en egen Terminus: at kysse Justitsraaden, et Udtryk, hvormed de forbandt en intet mindre end behagelig Forestilling. Oprindelsen til denne Terminus var følgende. Lærerinden havde en Svoger, der levede i Huset hos hende; han havde været Justitsraad, var en ældre Mand, og tog sig nu i Kraft heraf den Frihed at ville kysse de unge Piger. — Kysset maa være Udtryk for en bestemt Lidenskab. Naar en Broder og en Søster, der ere Tvillinger, kysse hinanden, er det Kys intet rigtigt Kys. Om et Kys, der falder af i en Juleleeg, gjælder det Samme, item om et stjaalet Kys. Et Kys er en symbolsk Handling, der Intet har at betyde, naar den Følelse, den skal betegne, ikke er tilstede, og denne Følelse kan kun være tilstede under bestemte Forhold. — Vil man gjøre et Forsøg paa at inddele Kysset, saa kan man tænke sig flere Inddelings-Principer. Man kan inddele det med Hensyn til Lyden. Destoværre strækker Sproget her ikke til i Forhold til mine Iagttagelser. Jeg troer ikke, at al Verdens Sprog havde et fornødent Forraad af Onomatopoietika, for at betegne de Forskjelligheder, jeg blot i min Onkels Huus har lært at kjende. Snart er det smækkende, snart hvislende, snart kla-