436
noget Menneske, end ikke til Cordelia. Denne Hemmelighed beholder jeg for mig selv alene, hvisker den ligesom ind i mig, selv i de hemmelighedsfuldeste Samtaler med mig selv. Den attenterede Modstand fra hendes Side var ikke synderlig stor, derimod er den erotiske Magt, hun udfolder, beundringsværdig. Hvor er hun interessant i denne dybe Lidenskabelighed, hvor er hun stor, næsten overnaturlig! Hvor er hun saa bøielig i at undgaae, saa smidig i at indsnige sig overalt, hvor hun opdager et ubefæstet Punkt! Alt er sat i Bevægelse; men i denne Elementernes Susen befinder jeg mig netop i mit Element. Og dog er hun ingenlunde selv i denne Bevægethed uskjøn, ikke sønderreven i Stemninger, ikke adsplittet i Momenter. Hun er bestandig en Auadyomene, kun at hun ikke stiger op i naiv Ynde, eller i unbefangen Ro, men bevæget af Elskovens stærke Pulsslag, medens hun dog er Eenhed og Ligevægt. Hun er fuldt erotisk rustet til Strid, hun kæmper med Øiets Piil, med Brynets Befaling, med Pandens Hemmelighedsfuldhed, med Varmens Veltalenhed, med Favnens farlige Tillokkelser, med Læbens Bøn, med Kindens Smiil, med hele Skabningens søde Længsel. Der er en Kraft i hende, en Energi, som var hun en Valkyrie, men denne erotiske Kraftfuldhed tempereres igjen ved en vis smægtende Mathed, der er udaandet over hende. — For længe maa hun ikke holdes paa denne Spidse, hvor kun Angst og Uro kan holde hende staaende, og forhindre hende fra at styrte om. I Forhold til saadanne Bevægelser vil hun snart føle, at Forlovelsen er for snever, for generende. Hun bliver selv den Fristende, der forfører mig til at gaae ud over det Almindeliges Grændse, saaledes bliver hun sig det bevidst, og det er mig Hovedsagen.
Der falder nu ikke faa Yttringer fra hendes Side, der
tyde paa, at hun er træt af Forlovelsen. De gaae ikke mit
Øre upaaagtede forbi, de ere min Operations Speidere i
hendes Sjæl, der give mig oplysende Vink, det er de Traad-Ender,
ved hvilke jeg svinder hende ind i min Plan.
