437
- Min Cordelia!
Du klager over Forlovelsen, Du mener, at vor Kjærlighed ikke behøver et udvortes Baand, der blot er til Hinder. Derpaa kjender jeg strax min udmærkede Cordelia! I Sandhed, jeg beundrer Dig. Vor udvortes Forening er dog kun en Adskillelse. Endnu er der en Mellemvæg, der fjerner os ligesom Pyramus og Thisbe. Endnu forstyrrer Menneskenes Medviden. Kun i Modsætning er Frihed. Naar ingen Fremmed aner Kjærligheden, først da har den Betydning; naar enhver Uvedkommende troer, at de Elskende hade hinanden, først da er Kjærligheden lykkelig.
Snart brydes Forlovelsens Baand. Hun selv er den, der
løser det, for om muligt ved denne Løshed at fængsle mig end
stærkere, ligesom de flagrende Lokker fængsle mere end de
opbundne. Dersom jeg hævede Forlovelsen, saa vilde jeg gaae
glip af dette erotiske Saltomortale, der er saa forførerisk at see
paa og et saa sikkert Tegn paa hendes Sjæls Dristighed.
Dette er mig Hovedsagen. Dertil kommer, at den hele
Begivenhed vilde skaffe mig en Deel ubehagelige Følger med Hensyn
til andre Mennesker. Jeg vilde blive ilde lidt, forhadt, afskyet,
skjøndt med Urette; thi hvor fordeelagtigt vilde det ikke være
for Mange? Der er mangen lille Jomfru, som, i Mangel af
at være forlovet, dog altid vilde være ret tilfreds med at have
været ganske nær derved. Det er dog altid Noget, om end,
naar jeg skal være oprigtig, saare Lidet, thi naar man saaledes
har puffet sig frem for at faae Plads paa Exspectance-Listen,
saa er man netop uden Exspectance; jo høiere man rykker op,
jo længere man rykker frem, desto mindre Exspectance. I
Kjærlighedens Verden gjælder ikke Anciennetetsprincipet med Hensyn
til Avancement og Befordring. Dertil kommer, saadan en lille
Jomfru er kjed af at hensidde i uskiftet Bo, hun trænger til,