438
at hendes Liv røres af en Begivenhed. Men hvad er da at sammenligne med en ulykkelig Kjærligheds-Historie, især naar man ved Siden deraf kan tage sig den hele Sag saa let. Man bilder altsaa sig selv og sin Næste ind, at man er med blandt de Bedragne, og da man ikke er qvalificeret til at optages i en Magdalene-Stiftelse, indlogerer man sig ved Siden deraf i Taarepersen. Man hader mig altsaa pligtskyldigst. Dertil kommer endnu en Division af dem, som en Anden heelt eller halvt eller treqvart har bedraget. Der gives i den Henseende mange Grader lige fra dem, der have en Ring at beraabe sig paa, til dem, der hænge deres Hat paa et Haandtryk i en Contradands. Deres Saar oprives igjen ved den nye Smerte. Deres Had tager jeg med som en Tilgift. Men alle disse Hadere ere naturligviis ligesaa mange Krypto-Elskere til mit stakkels Hjerte. En Konge uden Land er en latterlig Figur; men en Successions-Krig mellem en Skare af Prætendenter til et Kongerige uden Land, det overgaaer selv det Latterligste. Saaledes burde jeg egentlig elskes og pleies af det smukke Kjøn som et Assistentshuus. En virkelig Forlovet, han kan dog kun sørge for Een, men en saadan vidtløftig Mulighed kan forsørge, det vil sige, saa nogenlunde forsørge saa Mange det skal være. Alt dette endelige Vrøvl bliver jeg fri for, og har tillige den Fordeel, ud efter at kunne komme til at træde op i en ganske ny Rolle. De unge Piger ville beklage mig, have Medlidenhed med mig, sukke for mig; jeg slaaer ganske ind i samme Toneart, paa den Maade kan man ogsaa fange.
Det er besynderligt nok, jeg bemærker i denne Tid med
Smerte, at jeg faaer det angivende Tegn, som Horats ønsker
enhver troløs Pige — en sort Tand, tilmed en Fortand.
Hvor man dog kan være overtroisk. Den Tand forstyrrer mig
ordentlig, jeg kan ikke godt lide nogen Hentydning dertil, det
er en svag Side, jeg har. Medens jeg ellers overalt er fuldt
bevæbnet, kan her endogsaa den største Klodrian bibringe mig
et Stød, som gaaer langt dybere end han troer, naar han
