439
rører ved den Tand. Jeg gjør Alt for at faae den hvid, men forgjæves; jeg siger med Palnatoke:
jeg gnider den ved Dag, ved Nat,
Men ei jeg sletter ud den sorte Skygge.
Livet indeholder dog overordentlig meget Gaadefuldt. En saadan lille Omstændighed kan forstyrre mig mere end det farligste Angreb, den piinligste Situation. Jeg vil lade den trække ud men det forstyrrer mit Organ og mit Stemmes Magt. Dog vil jeg lade den trække ud, jeg vil lade sætte en falsk ind; den er nemlig falsk mod Verden, den sorte var falsk mod mig.
Det er en ganske ypperlig Ting, at Cordelia støder an
mod en Forlovelse. Ægteskabet er og bliver dog en ærværdig
Institution, om den end har det Kjedsommelige ved sig, at den
strax i sin Ungdom nyder en Deel af den Ærværdighed, som
Alderen forskaffer. En Forlovelse derimod er et ægte
menneskeligt Paafund, og som saadant saa betydeligt og saa
latterligt, at det paa den ene Side er ganske i sin Orden, at en
ung Pige i Lidenskabens Hvirvel sætter sig ud derover, og dog
paa den anden Side føler Betydningen deraf, føler sin Sjæls
Energi som et høiere Blodsystem overalt nærværende i sig.
Hvad det nu gjælder om er, at styre hende saaledes, at hun i
sin dristige Flugt taber Ægteskabet og overhovedet
Virkelighedens Fastland af Syne, at hendes Sjæl ligesaa meget i sin
Stolthed som i sin Angst for at tabe mig, tilintetgjør en
ufuldkommen menneskelig Form, for at haste til Noget, der er høiere
end det almindelige Menneskelige. I denne Henseende behøver
jeg imidlertid ikke at frygte, thi hendes Gang over Livet er
allerede nu saa svævende og let, at Virkeligheden allerede for
en stor Deel er tabt af Sigte. Desuden er jeg jo bestandig
ombord med, og kan altid spænde Seilene ud. —
Qvinden er og bliver mig dog et uudtømmeligt Stof for
Overveielser, en evig Overflødighed for Iagttagelser. Det
Menneske, som ikke føler Trang til dette Studium, han kan
for mig være hvad han vil forresten i Verden, een Ting er