111
— Towli'dres —
Sækken, der for hvert Aar antog større og mærkeligere Dimensioner, laa midt paa Gulvet som en omstyrtet Kæmpetorso. Desuden var Stuen dekoreret med Æbleskivepander — fra Byens Skarnager — og Pindebrænde. Men i Vinduskarmen stod en sortlakeret Fejespaan. Paa dens Blad stillede Dres i sirlige Ruller Dagens tjente Toører.
Undertiden kom Kagekonen, hos hvem han fik sine Varer, ham imøde midt paa Gaden, tømte hans Lommer og tog, hvad hende tilkom, uden at han knyede. Men siden blev han blot ved at trave rundt og tigge hos Hvermand, til Lommerne atter klirrede af Skillinger. Stablerne paa Fejebladet var en Slags Livrente, han udsatte hos Vorherre for sig og sin tilkommende Kæreste.
Naar Maanen skinnede, saa han tydelig Vorherres milde Øjne, og i de flakkende Natteskyers lyse Klædebon dansede Engle omkring. Da talte Towli'dres højt og længe med Vorherre. Der var jo altid nok lumpne Fyre og Vagabonder, der fandt Vej til hans aabne Stue og tømte Skillingerne af Fejebladet, og hver Gang det skete, takkede Dres knælende sin Gud, fordi han havde taget Pengene i sikker Forvaring. Han tænkte saadan noget som at skæppe en Sækfuld Toører sammen oppe i Himlen. For dem vilde han saa
