129
— Kakkelovnsmanden —
Tre smaa ømme Slag hørtes paa Døren. Begge Kvinder sprang op med et Sæt.
"Det er Niels," brød de begge ud. Den ældste bukkede sig og tog frem under Sengen et Par hvide Filttøfler af den rummelige Slags, Turister faar over Støvlerne, naar Kronsalens Parketgulv i Berlins Kejserslot skal betrædes. — Hun "sprang" til Døren og stillede Slæberne ligefor, saa Niels Jeppesen straks stod i dem.
Saa kyssede hun Sønnen, der kyssede sin Kone, hilste paa mig og forsvandt ad Baggrundsdøren ud i Køkkenet. Med en Undskyldning forlod begge Kvinder mig. Ti Minutter efter traadte Kakkelovnsmanden ind i lysegraa Hjemmefrakke, blaa Fløjels Morgensko og — Manchetskjorte. Nu var Hænder og Negle renskurede som Gulvet, og hans Haar laa i glimrende Vandkæmmethed langt ud over Ørene.
Konen bragte hans Pibe, tændte den selv og stak ham den i Munden. Moderen skubbede en Skammel hen under hans vel korte Ben og hviskede til ham: "Stegt Lever og Sødsuppe", hvorpaa han slog en Arm om Livet paa hver af de gamle Kvinder og sagde med Overbevisningens Varme: "Er det nu da'nte sandt, at Jorderig, som er et Helvede for nogle sølle Stakler, er som et Paradisland for andre udkaarne Sjæle?"
