135
— Duen —
ikke at tale om Podagra. Tilmed er det taktløst og uopdragent saadan at fylde i sig — —
Og Momme, som Familien betalte halvfjerdssindstyve Kroner for hver Maaned, han, der hver evige gudskabte Dag drev Tiden hen i en Rullestol, med sin Smule lamme Ben, han kom her og forlangte Syltetøj til Pandekagerne — stillede Fordringer, som om Sukker ikke var dyrt nok.
Sandt for Herren, var de ikke Menneskedyr til Hobe, saa griske og graadige. — Kunde de nogentid skrabe nok til sig af Paalæg, Paalæg, som en anden stakkels frændeløs og venneløs gammel Pige maatte veje op med Guld.
Nej, saa var Jette Abildgaard af en anden Støbning. Hun rørte hverken Paalæg, Kaffe, Sukker eller Æg, siden Gitte Gram havde spaaet hende Sukkersyge. Hun rørte det ikke.
Gitte Gram saa sig om i Mørket og lyttede. Saa traadte hun tungt og besværligt over Stuen hen til Chatollet, aabnede med en Nøgle, hun bar i Baand om Halsen, og tog ud en Pakke Bankbøger, hver viklet i Avispapir.
Mumlende klappede hun Bøgerne med sin flade Haand, lyttede igen og stoppede dem tilbage under en Bibel og en Stabel Haandklæder.
Atter sad hun ved Vinduet og mimrede op mod Maanen. Hendes Mave tog paa at knurre,
