136
— Duen —
det ærgrede hende, for saa plejede Kopist Møller at le saa ækelt.
Frøken Gram sultede ikke, paa ingen Maade, men et Menneske behøver da ikke at spise sig saa stoppende mæt, at man ikke gerne kunde have spist en lille Bid endnu. Den lille Bid spiste hun aldrig, og, sandt at sige, gjorde hendes Mave altid højlydt Fordring paa den.
Maanelyset var i Færd med at vandre hen over Sidehusmuren, og der kom lidt Bevægelse i Rugekasserne, som om Duerne vendte sig eller snakkede i Søvne. — — I Præstegaarden paa Landet spistes der ellers Duer tidlig og silde, fede Duer med Flødesauce og brunede Kartofler. Ganske vist smagte de godt — Frøken Gram ligesom lugtede dem igen — men den Art Ødsleri var ogsaa Skyld i, at Præstens eneste Datter ikke arvede saa meget som en Øre.
Det var nu snart halvtredsindstyve Aar siden. Nej, hun havde ikke danset paa Roser. — — Duerne var spækkede og stegt i lutter Smør, og enhver kunde spise saa meget, han lystede — det rene Fraaseri! — —
Mon Gashanerne var drejet for? Den gamle Dame humpede gennem Korridoren, paa Vejen kiggende ind af alle Nøglehuller for at se, om nogen ødslede med Petroleum; men der herskede
