10
— Kortspil —
Dirik var en Smule mildt religiøs. Naar han i værdig, omtaaget Tilstand slap Flasken, slog han gerne Kors for sig og mumlede en lille improviseret Bøn:
"Du lille Farlil oppe i de hvide Skyer, du bliver da ikke vred paa en fattig Stymper, fordi han ikke kender Forskel paa godt og ondt. Det tilkommer kun de rige, Farlil. — Men hvis jeg finder en Sølvske imorgen, skal jeg købe dig et Vokslys som en tyk Arm … Du maa ikke tro, jeg lyver, Farlil, som Tomasius, det vantroende Bestie, siger, men min Hukommelse er svag og syg. Det fik den i Krigen for Fædrelandet og den store Czar … Jeg drikker ikke. Husk paa det, Farlil. Men naar Maven ikke faar lidt varmt, gaar der Tyfus den. Det sagde Krigsdoktoren. — Og Tyfus er en fæl Syge. — Den hellige Jomfru bevare dig, Farlil, oppe i de hvide Skyer! Amen!"
Tomasius grinede af fuld Hals, saa ofte han opfangede noget af Bønnen:
"Ja, du er en fiffig Stodder, er du, Dirik. Du skal nok holde dig til. Se, om en anden En er saa slesk!" —
Nu traf de Marja "Surøje". Hun kom lige fra Fængslet for Gadeoptøjer i Fuldskab.
Kunde de tømme én Kande Kvas, var hun Kvinde for oprejst at at bælle halvanden i sig.
