143
— Duen —
men han, Torben Okse, han fik ellers Hovedet hugget af — — Hun blev pludselig kold i Nakken og: følte en Anelse om skarpt Staal lige under Nakkehvirvlen.
Snak! — —
— — En fed, from Due, stegt i Smør. Duen med Oliebladet. Gitte Gram kan ikke fordrage Olie.
Hun faar Smørkrukken frem under Sengen, napper en god Klump løs og stiller Krukken paa Plads. Saadan længes hun, at hun uvilkaarligt slikker paa Smørret.
Der er Festglæde i hendes gamle Sind og Forventning, som i Barneaarene, ligefra Døren blev aabnet til Juletræet. Med højtidelige Bevægelser, indvendigt nynnende en Bryllupssalme, finder hun den lille Jernstegegryde frem i Køkkenskabet — lytter, lægger Øret til Pigens Dør, men hører kun en høj Snorken.
Et Nu — og Smørret sprutter i Gryden. Duen svinges rundt deri, Laaget lægges paa og Gitte Gram sætter sig paa Huggeblokken og stirrer ind i det blaa Gasblus. Hendes Næsebor dirrer af Vellyst, hun er forlængst begyndt at nyde Maaltidet.
Maven knurrer som en arrig Mops, men hun tysser spøgefuldt paa den — — saa, saa, saa, vente lidt, vente bare rolig lidt."
